Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted i tidsrummet 200515-270515.
Færdselsuheld – Nebs Møllevej, Høed, Jystrup – Ringsted
270515 – Kl. 0748 fik politiet melding om, at to biler var stødt sammen på vejen. Det viste sig, at en 31-årig kvinde fra Jystrup i sin personbil var kørt i sydlig retning. Efter en skarp kurve var hun standset for at lade en turistbus passere. Dette opdagede en 77-årig mand fra Jystrup for sent, så han med sin personbil påkørte den 31-åriges bil efter den skarpe kurve. Vejen var kortvarigt spærret i forbindelse med oprydningen. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet.
Færdselsuheld – Sorøvej, Ringsted
270515 – Kl. 1407 fik politiet melding om, at en bil var forulykket. Det viste sig, at en 26-årig mand fra Ringsted under kørsel i østlig retning med sin personbil af ukendte årsager kom ud i rabatten i højre side. Her ramte han et vejskilt, hvilket bevirkede, at han mistede herredømmet over bilen, der rullede rundt og væltede ca. 3 meter plankeværk tilhørende en grundejer på Korsevænget. Den 26-årig slap uskadt fra ulykken, hvor der ikke var andre trafikanter involveret.
Uvedkommende på Dampmøllen – Næstvedvej, Ringsted
240515 – Kl. 1341 fik politiet en anmeldelse om, at unge mennesker færdedes inde på taget af Dampmøllen. Politiet kørte til stedet og bortviste 3 lokale drenge på 13 og 14 år med en formaning om at finde et andet sted at fordrive tiden.
Tricktyveri – Ringsted station – Ringsted
210515 – Kl. 1436 anmeldte en 76-årig kvinde fra Ringsted, at hun for få minutter siden havde fået stjålet sin pung fra sin taske, medens hun opholdt sig på perronen. En fremmed mand havde – uden grund – skubbet til hende, hvorefter hun opdagede, at hendes pung var væk. Hun mistænkte den fremmede mand, som hun beskrev som: mand, østeuropæisk af udseende, 50-55 år, 175-185 cm høj, kraftig af bygning, iført brun ruskindsjakke, hvid skjorte med blå striber. En patrulje ledte efter manden i området, men uden at finde den mistænkte, som ifølge vidner havde opholdt sig i længere tid i stationens ventesal inden tyveriet. Et vidne oplyste, at manden havde holdt øje med de rejsende, som var kommet ind på stationen og i kiosken. Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området, herunder hvor den mistænkte forsvandt hen efter tyveriet af pungen. Kontakt politiet på tlf. 114.
Bortvisning af unge mennesker – Møllegade, Ringsted
210515 – Kl. 1750 fik politiet en anmeldelse om, at nogle unge mennesker befandt sig på toppen af Dampmøllen, hvor der ikke er noget rækværk. Anmelderen var derfor bange for, at nogen kunne falde ned. Politiet kørte til stedet og traf 6 unge i alderen 17-19 år fra bygningen. De oplyste, at de ville tage nogle billeder fra toppen af Dampmøllen. De blev alle bortvist fra stedet.
Knivstikkeri – Ringsted
200515 – Kl. 0831 modtog politiet anmeldelse om, at en 20-årig mand fra Ringsted var stukket i maven med en kniv på Nørregade. Den 20-årige blev fløjet til Rigshospitalet til behandling. Han er uden for livsfare. Det er ikke lykkedes politiet at få et klart overblik over sagen endnu, men gerningsmand og offer kender hinanden i forvejen. Politiet kan ikke give flere oplysninger i øjeblikket. Sagen efterforskes naturligvis fortsat.
Tweets by @MVSJPoliti