Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra den 1. marts til den 12. marts 2019.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Flere færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 07.02 fik politiet den første anmeldelse om et færdselsuheld på motorvejen omkring afkørsel 36 Ringsted N i det østgående spor. En 26-årig kvinde fra Slagelse kørte i sin personbil med ca. 80 km/t i tæt trafik og med en lavtstående sol som modlys under kørslen. Hun bremsede op på grund af trafikken foran, hvilket en 30-årig mand fra Korsør i en personbil overså. Han påkørte derfor bagenden af den 26-åriges bil, som blev skubbet over i autoværn og standsede delvist på tværs af en vognbane. Der var således kun et enkelt spor farbart, så trafikken skabte hurtigt en kø.

En 50-årig mand fra Kalundborg standsede på grund af køen, men blev kort efter påkørt af en personbil ført af en 22-årig mand fra Slagelse. Dette uheld blev straks efter efterfulgt af endnu et uheld, idet en 49-årig mand fra Slagelse også standsede på grund af kødannelsen. Den 49-årige blev bagfra påkørt af en anden bilist, der dog kørte fra stedet uden at deltage i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning til.

Ingen kom til skade ved de tre sammenstød i morgentrafikken, hvor afviklingen af kødannelsen varede frem til kl. ca. 09.00, idet bugseringskøretøjer også skulle have plads til borttransport af de havarede køretøjer.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Østre Ringvej / Roskildevej, Ringsted

Kl. 12.16 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor en knallertkører havde påkørt en mast til lyssignalet i vejkrydset Østre Ringvej-Roskildevej. Det viste sig, at en 44-årig mand fra Ringsted i spirituspåvirket tilstand kørte på en 30-knallert i sydlig retning, da han af ukendte årsager ramte masten i lyskrydset. Politiet sigtede ham for spirituskørsel og foretog en kortvarig anholdelse af ham i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Hans knallert blev indbragt til en politistation til nærmere undersøgelse, idet politiet havde mistanke om, at den kunne være konstruktivt ændret. Den 44-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, hvilket en 57-årig mand fra Køge måske også kan forvente, da han er ejer af den knallert, som den 44-årige kørte på i forbindelse med uheldet.

Butikstyverier – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 12.07 kørte politiet til outletcentret, hvor to unge mænd blev tilbageholdt af vagter, da de var mistænkt for at have begået butikstyverier i centret. Politiet fik kontakt til to unge mænd på 16 og 17 år fra Slagelse, som var i besiddelse af tyvekoster fra tre butikker i centret. De havde i en outdoor-forretning stjålet en jakke og strømper til 2575 kr., underbukser fra en undertøjsbutik for 350 kr. samt bukser og en skjorte fra en herretøjsbutik til 640 kr., så politiet sigtede dem for de tre butikstyverier. Afhøringen af teenagerne blev overværet af deres respektive mødre, som politiet havde tilkaldt til stedet. De sociale myndighederne er også blevet underrettet om sagerne mod de to unge mænd, som begge kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne.

Arbejdsulykke – Benløseparken, Ringsted

Kl. 07.38 kom et alarm 112-opkald om en arbejdsulykke i forbindelse med flytningen af nogle vinduer. Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor en 65-årig mand, der betjente en kran fik nogle vinduer ned over sig i forbindelse med, at de skulle flyttes. Vinduerne stod på en palle, men væltede ned under flytningen og ramte den 65-årige i hovedet, så han pådrog sig snitsår. Han blev kørt til sygehuset med ambulance til behandling for sine skader, der ikke var livstruende. Arbejdstilsynet kom frem og undersøgte uheldsstedet og vil i samarbejde med politiet klarlægge, om der er sket brud på arbejdsmiljøloven.

Social dumping aktion – Ringsted

Torsdag var politiets udlændingekontrolafdeling på aktion mod social dumping sammen med Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Myndighederne kontrollerede en restaurant i Ringsted, hvor der blev truffet medarbejdere fra Kina, Rumænien og en enkelt amerikaner. Skattestyrelsen og Arbejdstilsynet gav virksomheden nogle påbud. Den amerikanske statsborger, en 63-årig mand, havde ulovligt ophold i Danmark, så han blev anholdt og fik en bøde. Politiet afventer nu udlændingestyrelsens afgørelse om, hvor vidt han kan udvises af Danmark administrativt.

Presset til at købe telefoner – Ringsted

Kl. 10.41 fik politiet en anmeldelse fra en 21-årig mand, om at han via en ny bekendt var blevet presset til at købe to mobiltelefoner, som “vennen” angiveligt skulle bruge, fordi han skyldte penge væk. Den 21-årige følte ikke, at han havde haft noget valg, så han købte en Samsung telefon og en Iphone med abonnement, som han gav til sin bekendte. Den 21-årige hang nu på afbetalingen af telefonerne. Politiet skal nu undersøge sagen nærmere blandt andet ved at genafhøre den 21-årige og den mistænkte.

Skrottyve anholdt – Jættevej, Ringsted

Kl. 12.56 fik politiet anmeldelse fra personalet på Ringsted fjernvarmeværk, om at de havde tilbageholdt to udenlandske mænd, der havde forsøgt at stjæle jern, som de havde læsset på en trailer. De to mænd nåede at flygte fra stedet, før politiets patrulje kom frem.
Politiet fik dog fat i de to udlændinge, der kørte på motorvejen mellem Solrød S og Solrød N. De to mænd på 51 og 52 år fra Rumænien blev anholdt og sigtet for tyveriet. De blev taget med til politistationen, hvor de blev afhørt med tolk. Sagen bliver afgjort med en bøde, og politiet vil herefter i samarbejde med udlændingestyrelsen forsøge at få de to mænd administrativt udvist af Danmark.

Flygtede efter påkørsel – Sct. Knudsgade/Nørregade, Ringsted

Kl. 18.47 anmeldte en 49-årig mand fra Benløse, at han netop var blevet påkørt i sin bil, og at bilen efterfølgende flygtede fra stedet. Anmelderen kørte ad Sct. Bendtsgade i østlig retning og ind i rundkørslen, hvor han skulle svinge til venstre ad Nørregade. Mens anmelderen kørte i rundkørslen, kom en bil i vestlig retning ad Sct. Knudsgade. Lige da anmelderen passerede udkørslen ved Sct. Knudsgade, kørte bilen ind i rundkørslen, hvor den ramte den 49-åriges bil på bagenden, så der kom en mindre skade. Bilen fortsatte efter påkørslen videre uden at føreren gav sig til kende. Den 49-årige beskrev bilen, der havde påkørt ham som: Sort personbil – muligvis en Kia eller Hyundai Sedan.

Politiet vil gerne i kontakt med føreren af den sorte bil og søger vidner til påkørslen.

Borgere der har oplysninger i sagen, eller som overværede episoden i rundkørslen tirsdag aften kort før kl. 18.47, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Mand kunne ikke finde hjem – Kildeskovvej, Ringsted

Kl. 21.13 anmeldte en 37-årig mand fra Ringsted, at han havde truffet en herre, der virkede konfus og ikke kunne finde hjem. Manden kunne ikke huske sit navn eller adresse. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en 60-årig mand fra Ringsted, som de gav et lift hjem til hans bopæl.

Uorden – Dagmarsgade, Ringsted

Kl. 10.00 rykkede politiet ud til en privat adresse, efter at der via alarm 112 var meldt om slagsmål, og at nogen skulle ligge i en blodpøl på stedet. Det viste sig dog mindre dramatisk, idet politiet på stedet traf flere spirituspåvirket personer, hvor nogen havde været i slagsmål. Ingen mente at have lidt så meget overlast, at politiet skulle involveres i en eventuel straffesag. For at skabe ro på stedet måtte en 23-årig mand fra Slagelse dog frihedsberøves, da han i sin påvirkede tilstand ikke kunne tales til ro. Han fik således lov til at sove rusen ud i detentionen på politistationen i Roskilde indtil kl. ca. 15.00, hvor politiet vurderede, at han kunne tage vare på sig selv igen.

Kl. 16.17 fik politiet atter en henvendelse fra samme adresse, hvortil den 23-årige nu var vendt retur. Politiet kunne konstatere, at der stadig var påvirkede personer på stedet, men de ønskede ikke yderligere selskab af den 23-årige, som var forsvundet fra stedet inden politiets ankomst. Politiet foretog sig således ikke yderligere i anledning af den seneste henvendelse.

Præventiv narkoundersøgelse – Ahorn Alle, Ringsted

Kl. 10.35 foretog den lokale forebyggelsesafdeling i samarbejde med specialpatruljen og narkohunde en undersøgelse af en uddannelsesinstitution for eventuel narkotika. Der var tale om en præventiv undersøgelse, hvor narkohundene undersøgte flere bygninger og elever for eventuel besiddelse af euforiserende stoffer. Ingen blev sigtet for besiddelse af narkotika, og narkohundene fandt kun en meget lille klump hash inde i en af bygningerne. Aktionen blev gennemført efter aftale med ledelsen på den pågældende uddannelsesinstitution og var en aktion i lighed med tidligere, præventive narkoundersøgelser på andre uddannelsesinstitutioner i politikredsen.

Papegøje på flyvetur – Sct. Hansgade, Ringsted

Kl. 13.26 anmeldte en borger, at han havde set en stor grøn, blå og rød papegøje, der sad i et træ. Politiet fandt frem til, at en beboer i gaden har en papegøje, der af og til får lov at flyve sig en tur, men selv kommer tilbage. Politiet gjorde derfor ikke yderligere i den sag.

Spiritusbilist påkørte parkeret bil – Roskildevej ud for Benløse, Ringsted

Kl. 22.48 kørte en personbil ind i en varebil, der holdt parkeret i siden af vejen. Politiet kom til stedet, og traf en 40-årig mand, der havde påkørt den parkerede bil. Han var påvirket af spiritus, og hans bil havde tydelige skader efter uheldet, da højre side af bilen var skrabet og begge airbags var udløst. Ejeren af den parkerede bil havde hørt et brag, og var kommet ud og havde set skaderne på hans firmabil. Den 40-årige havde overfor ejeren erkendt, at det var ham der havde påkørt varebilen. Den 40-årige blev anholdt og fik udtaget en blodprøve og kan nu forvente at høre mere fra politiet.

Våbenloven og restaurationsloven – Sct. Hansgade, Ringsted

Kl. 02.09 fik politiet oplysninger om, at en gæst på en beværtning havde fremvist en pistollignende genstand, men uden at true nogen. Flere patruljer blev sendt til stedet, og traf en 27-årig mand fra Ringsted, der var mistænkt for at have været i besiddelse af våbnet. Politiet ransagede hans bil og fandt her en hardballpistol og en løsskydningsrevolver. Politiet ransagede desuden hans bopæl, men fandt ikke yderligere. Den 27-årige blev anholdt og sigtet for at have besiddet løsskydningsrevolveren uden tilladelse og fik et forbud mod at komme på beværtningen.

Indbrud i bil – Kildemosevej, Ringsted

Kl. 01.52 anmeldte en 71-årig kvinde, at hun netop havde overrasket en mand, der havde lavet indbrud i hendes bil. Anmelderen blev vækket, da hun hørte larm fra sin carport, så hun åbnede vinduet. Her så hun en mand, høj slank af bygning, jakke med pelskrave og en plasticpose i hånden. Manden flygtede, da vinduet blev åbnet. Den 71-årige så herefter, at ruden til hendes bil var knust og handskerummet var åbnet. Der manglede umiddelbart ikke noget i bilen. En patrulje blev sendt til stedet, og søgte efter den flygtende mand. Det lykkedes dog ikke at finde frem til ham.

Politiet vil gerne høre fra borgere i området, der har bemærket den beskrevne mand flygte ad Kildemosevej kort før kl. 02.00 natten til mandag. Kontakt politiet på tlf. 114.

Indbrud i perioden

Englerupvej, Høm, Ringsted
Korsevænget, Ringsted
H. A. Dooses Vej, Høm, Ringsted