Mandag aften i kælderlokalerne på ’Skema’ blev Midtsjællands første borgerlige studenterorganisation stiftet.Det skete da en gruppe borgerlige studerende gik sammen om at starte ’Konservative Studerende i Ringsted & Omegn’.
Den nyvalgte formand for foreningen, Liam Siebeneicher, fortæller, at stiftelsen af foreningen i høj grad skal ses som en reaktion imod en tiltagende venstredrejning på landets videregående uddannelser:
‘Den studenterpolitiske debat har særligt i de senere år taget en markant venstredrejning. Med stiftelsen af ‘KS i Ringsted & Omegn’ er der nu en lokal modpol til Danske Studerendes Fællesråd, der påstår at repræsentere alle studerende på landets videregående uddannelser, men virkeligheden er, at organisationen primært af drevet af den yderste venstrefløj. Det skal være slut med krænkelseskulturen, kønskvoter og krænkede kvindelige ansatte, der i mangfoldighedens navn får en officiel beklagelse fra CBS, fordi man på grund af sit etniske ophav ikke føler sig repræsenteret af sangen: ‘Den danske sang er en ung blond pige’.
Foreningen har sammensat en bestyrelse på i alt fem mand og har med 25 medlemmer fået skabt et godt udgangspunkt for foreningen.
Til generalforsamlingen deltog også det lokale byrådsmedlem Andreas Karlsen fra De Konservative:
‘Jeg har igennem min tid i politik opbygget en del erfaringer med opstart af foreninger blandt andet med stiftelsen af Ringsted KU. Selvom jeg ikke kommer til at være den bærende kraft, så vil min rolle primært bestå i rådgivning omkring det organisatoriske for der er brug for en stærk studenterorganisation på universiteterne, erhvervsakademierne og professionshøjskolerne i og omkring Midtsjælland til at tale de borgerlige studerendes sag.
Foreningens fokus vil i starten være koncentreret omkring faglige og sociale arrangementer, men også universitetsvalgene på SDU Slagelse og RUC.
Landsformanden for Konservative Studerende Kim Risbjerg Madsen, der også lagde vejen forbi generalforsamlingen, glæder sig over opstarten af foreningen:
‘Vi har i løbet af det seneste år oplevet en medlemsfremgang på mere end 200 medlemmer. Oprettelsen af en lokalafdeling i Midtsjælland skal være med til at sikre en fortsat fremgang.
Første slag skal slås ved universitetsvalgene. Vi så i Aarhus, hvordan vi på blot to år gik fra 2,7 % af stemmerne til 32 % og dermed sikrede os den ene af de to pladser reserveret de studerende i Aarhus Universitets bestyrelse. Det kommer vi også til på RUC og SDU.’.
Til trods for navnet kan alle studenter af borgerlig observans blive medlem.