Mandag d. 16. september indgår Månsson.me i Ringsted et nyt bæredygtigt partnerskab, idet man bliver til en Park Styling salon. Indehaveren og hendes to assistenter er de samme som altid, men skiftet giver en række fordele til kunderne, der ud over miljøvenlige tiltag også kommer til at nyde godt af, at der bliver endnu mere fokus på efteruddannelse, så man er med på moden. Salonens nye navn bliver ‘PARK By Månsson.me’.
Tina Månsson blev udlært som frisør i 1995, og siden 2000 har hun haft sin egen frisørsalon i Sct. Hansgade i hjertet af Ringsted. Foruden Tina selv er der to assistenter i salonen. Sandra Olsen og Trine Rygaard Nielsen, der har været der i henholdsvis 15 og fire år. Selvom Tina næste år kan fejre 25-års jubilæum, er det vigtigt for hende at blive ved med at forny og udfordre hende selv. Derfor begiver hun sig nu ud på en ny bæredygtig rejse, når salonen bliver en del af et frisørkoncept, der hedder Park Styling. Konceptet er dansk og kombinerer høj faglighed med miljøhensyn og kollegialt sammenhold.
“I Park bliver jeg en del af et meget stærkt netværk af selvstændige frisører, hvor jeg kan få en masse inspiration og forhåbentlig også selv give noget den anden vej. Samtidig får vi en række nye bæredygtige produkter, og det passer rigtig godt ind hos os, hvor vi i forvejen ligger stor vægt på, at der skal være rart at være, og hvor vi tager hånd om hinanden,” siger Tina Månsson, indehaver af PARK By Månsson.me.
I anledning af Månsson.mes nye bæredygtige look vil der fredag d. 20. september være en pop-up cocktailbar i salonen fra kl. 18. Alle er velkomne til at kigge forbi.
Bæredygtighed og kvalitet
Der stilles høje krav til en frisørsalon, som vil være en del af Park Styling universet, og det sker for at værne om den gode kundeoplevelse både i forhold til kvaliteten af klipningen og i forhold til den oplevelse, som det skal være at gå til frisør. Blandt andet føres der kun styling-produkter, som er skånsomme over for kunden og miljøet, og hvor der er 20 kroners pant på emballagen. Desuden vil salonens medarbejdere deltage i en række kurser hvert år, der sikrer, at de bogstaveligt talt er med på moden.