En vandskade i kælderen i Anlægspavillonen betyder, at aktiviteter i Salen midlertidigt aflyses, mens aktiviteter i de øvrige lokaler i Anlægspavillonen begrænses i tid.
Da et skadefirma i fredags skulle vurdere skaderne efter en vandskade, der skyldtes et utæt vandrør i Anlægspavillonens kælder, blev de samtidig opmærksomme på, at der er skimmel i kælderen i Anlægspavillonen, og at der er begyndende råd i nogle af de søjler, der bærer gulvkonstruktionen i Salen.
Sammen med skadesfirmaet er Ringsted Kommune nu i gang med at danne sig et overblik over skaderne, og hvilke behov der er for at udbedre dem. Det betyder bl.a. at gulvkonstruktionens bæreevne i Salen skal undersøges, og at der skal laves skimmelprøver.
Salen lukkes midlertidigt og øvrige aktiviteter begrænses i tid
Indtil undersøgelsernes resultater foreligger har Ringsted Kommune besluttet at lukke salen for aktiviteter samt at de øvrige rum i anlægspavillonen kun benyttes til korte aktiviteter i op til to timer.
”For at være sikre på, at ingen udsættes unødigt for skimmel, indtil der er foretaget test af, hvilke typer skimmelsvamp, der findes i bygningen, anbefaler vi, at man ikke opholder sig i de øvrige lokaler i Anlægspavillonen i mere end to timer ad gangen”,siger Michael Lykke Paaske, der er projektleder i kommunens Vej og Ejendomscenter.
Ringsted Kommune opfordrer desuden folk, der påvirkes af skimmelsvamp eller fx har lungesygdomme, til ikke at anvende lokalerne indtil videre.
Information til foreninger og borgere
Anlægspavillonen bruges af foreninger og til forskellige arrangementer og events. Alle aktiviteter i Salen er indtil videre aflyst frem til efterårsferien eller flyttet andre steder hen. Foreninger og brugere bliver orienteret om dette i de kommende dage
Brugerne af de øvrige lokaler i Anlægspavillonen bliver også orienteret om de nye retningslinjer for brugen af lokalerne. Der vil ligeledes blive hængt opslag op i Anlægspavillonen, der orienterer om retningslinjerne for brugen af lokalerne.
Der går et par uger før de endelige undersøgelser af Anlægspavillonen foreligger. Derefter kan kommunen lave en mere detaljeret plan for udbedringerne i Anlægspavillonen.