Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2019/10/07 til 2019/10/15.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Englerupvej, Høm, Ringsted

Kl. 18.19 rykkede politiet og ambulancepersonale ud til et færdselsuheld, idet en bil med fire personer var forulykket og havnet i en grøft. Det viste sig, at en personbil var blevet ført af en 23-årig kvinde fra Næstved ad Englerupvej mod sydøst, da hun mistede kontrollen over bilen og havnede i en grøft. I bilen var der tre passagerer, og ud af de i alt fire personer blev de tre bragt til skadestuen i Slagelse til kontrol. To af de tre var sluppet uden skader, medens den tredje – en 17-årig mand fra Kalvehave – blev indlagt til observation. Føreren selv slap uskadt fra ulykken, hvor ingen øvrige trafikanter var involveret.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Schandorphsvej, Ringsted

Kl. 12.20 standsede færdselspolitiet en personbil, der blev ført af en 53-årig kvinde fra Ringsted, med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Det viste sig, at kvinden ikke havde fået generhvervet sit kørekort efter udløbet af en tidligere frakendelse, så hun blev sigtet for kørsel uden førerret i bilen. Politiet kunne konstatere, at det nu var tredje gang siden maj 2019, at hun blev afsløret i at køre bil uden kørekort. Derfor beslaglagde politiet bilen med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som hun vil blive indkaldt til, når sagen mod hende skal afgøres. Efter aftale med den sigtede afmonterede politiet bilens nummerplader med henblik på afmelding af disse hos Motorstyrelsen.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 08.07 mistede en 44-årig mand fra Slagelse kontrollen over sin personbil under kørsel i østlig retning efter Ringsted, da han kørte gennem vand på kørebanen. Han påkørte først autoværnet ved nødsporet, men fortsatte derefter ud i overhalingssporet, hvor bilen standsede. Han slap uskadt fra uheldet, hvor ingen andre trafikanter blev involveret. Bilen blev bugseret til nærmeste rasteplads.

Mistænkelige mænd i outletcenter – Klosterpark Alle, Ringsted

Kl. 14.29 fik politiet en henvendelse fra en centervagt, som undrede sig over to mænds adfærd i outletcentret. Centervagten mistænkte dem for at være i besiddelse af specialindrettede bæreposer, så de kunne stjæle varer med alarmsikringer, uden at varealarmen ville kunne gå i gang i tilfælde af tyveri. Da centervagten henvendte sig til dem, da de var ved at sætte sig ind i en bil, stak de to mænd af til fods og forsvandt i ukendt retning. Bilen med rette nøgle blev efterladt i outletcentret, så politiet sikrede sig bilen, hvori politiet også fandt flere sække med tøj med prismærker samt to specialindrettede poser også med tøj med prismærker. Politiet ledte forgæves efter de to mænd, som blev beskrevet som: A: Mand, Østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Iført: Sort jakke med hvidt logo på venstre side af brystet, sorte træningsbukser med hvidt logo på venstre lår og hvide kondisko; og B: Mand, Dansk af udseende, 20-30 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Iført: Sort jakke med hvidt logo på venstre side af brystet, mørkeblå tætsiddende træningsbukser og hvide kondisko, bar muligvis rygsæk. Politiet skal nu have undersøgt bilen i et forsøg på at få identificeret de to mænd, ligesom bilejeren fra Østjylland også skal afhøres til sagen. Desuden skal det fundne tøj registreres for at finde ud, hvor det stammer fra, herunder om der kan være blevet begået f.eks. et butikstyveri.

Politiet i Ringsted hører gerne fra personer, der måtte havde set de to mænd i området i forbindelse med deres færden i outletcentret. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 18.23 havde en 50-årig kvinde fra Høng mistet kontrollen over sin personbil under kørsel ad motorvejen mod vest. Hun ramte en kantpæl og et vejskilt, inden hun standsede ud på en mark nord for motorvejen. Hun slap uskadt fra uheldet, hvor ingen andre trafikanter var involveret.

Utilfreds togpassager – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 08.36 ønskede DSB assistance fra politiet til at håndtere en mandlig togrejsende, som var lidt truende over for en togkontrollør. På Ringsted station fik politiet kontakt til en 25-årig mand fra Valby, der ikke kunne fremvise en gyldig billet, fordi hans mobiltelefon var løbet tør for strøm. Det havde medført en diskussion og lidt skubberi af DSB-medarbejderen, som ønskede ham bortvist fra toget. Politiet bortviste uden problemer den 25-årige mand, der ikke blev sigtet for noget af politiet.

Færdselsuheld – Næstvedvej/Hovmarksvej, Ringsted

Kl. 17.40 var en 18-årig mand fra Haslev kørt i en personbil ad Hovmarksvej mod øst og videre frem over vigelinjen ud på Næstvedvej i den hensigt at fortsætte ad Rønnedevej. Under passage af Næstvedvej stødte han sammen med en varebil ført af en 20-årig mand fra Vemmelev i nordlig retning ad Næstvedvej. Der skete mindre materiel skade uheldet, som begge førere slap uskadt fra. Den 18-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Ventilationsanlæg faldet ned – Smålodsvej, Benløse, Ringsted

Kl. 11.29 fik politiet via alarm 112 melding om, at nogle personer på en skole var kommet til skade, da et ventilationsanlæg var faldet ned. Ambulancepersonale og politiet kørte til skolen, hvor et ventilationsanlæg (størrelse ca. 1,5 x 3 m) i et klasselokale var faldet ned, medens elever og en lærer var til stede. Tre kvæstede – en 61-årig kvinde fra Vordingborg og to drenge på 11 år fra Ringsted – blev bragt til skadestuen til undersøgelse og fornøden behandling. Ud fra de foreløbige oplysninger var de alle tre blevet ramt i større eller mindre grad af det nedfaldne ventilationsanlæg. Politiet behandler sagen som en arbejdsmiljøsag og har tilkaldt Arbejdstilsynet, så de to myndigheder i fællesskab kan få klarlagt årsagen til, at ventilationsanlægget faldt ned.

Spirituskørsel – Valsømaglevej, Valsømagle, Ringsted

Kl. 03.44 anholdt og sigtede politiet en 37-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Lørdag – søndag:

 

Brand i tøj – Flintedalsvej, Benløse, Ringsted

Kl. 10.27 rykkede politiet og brandvæsnet ud efter en anmeldelse om ildebrand i et pilleovn. En mindre brand havde der dog været på stedet, idet der var brudt brand i tøj, der var til tørring ved pillefyret. Kun tøjet havde taget skade, efter at brandvæsnet havde undersøgt, om der kunne være sket en skade i etageadskillelsen. Ingen personer kom til skade ved branden, der betragtes som et uheld ved en i øvrigt lovligt installeret pillefyr.

Indbrud i Perioden

Vibevej, Ringsted
Baretten, Ringsted (4 steder)
Maltvedgårdsvej, Benløse, Ringsted