Uge 46 er innovationsuge, hvor elever fra Ringsted Kommunes folkeskoler og ungdomsuddannelser løser virkelige dilemmaer for Ringsteds virksomheder. Eleverne fremlægger deres løsninger fredag den 11. november.
I uge 46 byder 10 virksomheder fra Ringsted Kommune ind med konkrete udfordringer, som skal løses af elever fra Midtsjællands Gymnasium, 8. klasser fra Ringsted Kommunes folkeskoler, elever fra Handelsgymnasiet og Teknisk Gymnasium, ZBC Ringsted samt erhvervsuddannelserne på ZBC Ringsted. De fleste virksomheder får tilknyttet en klasse/et hold fra både folkeskolen og ungdomsuddannelserne.
Eleverne får præsenteret udfordringen mandag den 11. november på skolen om formiddagen og kan derefter tage fat på arbejdet. Eleverne arbejder i løbet af ugen med fokus på samarbejde og innovative problemorienterede processer for at hjælpe en virksomhed med ideer og løsninger på en konkret udfordring fra ”det virkelige liv”. Målet er, at eleverne får erfaringer, som de kan bruge i deres senere arbejdsliv.
Ringsted Kommune bestræber sig på at give unge en solid uddannelsesmæssig ballast og samtidig give dem lyst til at lære mere resten af livet. Innovationsuge 46 skal stimulere lysten til at lære og samtidig give elever fra Ringsted Kommunes folkeskoler og ungdomsuddannelser en helt unik mulighed for at arbejde med innovative metoder i relation til lokale virksomheders udfordringer. Det er også en god anledning til at skabe faglige netværk på tværs af folkeskolen og ungdomsuddannelserne.
Lærerne omkring de deltagende klasser/hold har også deltaget på en workshop, hvor de er blevet klædt på til opgaven, fået inspiration og viden om innovation og det at iværksætte nye ideer til brugbare løsninger. Det kan være med til at give et indblik i og inspiration til, hvordan der kan arbejdes med innovation og entreprenørskab i hverdagen på skolerne og uddannelsesstederne.