Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2019/11/22 til 2019/12/03.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Brand i bil – Klosterparks Alle, Ringsted
Kl. 00.07 fik politiet via alarm 112 melding om brand i en bil, der stod på en cykelsti. Ved patruljens ankomst var der to meter høje flammer fra bilen, som trods brandvæsnets indsats udbrændte. Der var ingen personer i bilen eller ejer til stede, og politiet fandt efterfølgende ud af, at der var tale om en udlejningsbil af mærket BMW 330i, som af vidner tidligere på aftenen var set i området ved outletcentret. Politiet skal nu forsøge at finde frem til årsagen til branden, ligesom bilejeren skal underrettes om bilens tilstand og placering.
Politiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har bemærket bilen i området inden branden. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Humanitær eftersøgning – Ringsted
Kl. 09.16 kontaktede pårørende til en 71-årig kvinde fra Ringsted politiet, fordi den 71-årige ikke var dukket som aftalt i Odense hos en bekendt. De pårørende havde selv undersøgt, om hun opholdt sig i familiens sommerhus, ligesom Fyns Politi fredag aften havde ledt forgæves efter hende i Odense-området. Midt- og Vestsjællands Politi iværksatte yderligere undersøgelser for at finde ud af, hvor hun kunne opholde sig. Politiet kontrollerede, om hun kunne være blevet indlagt på forskellige sygehuse, ligesom politiet kontrollerede overvågning på DSB-stationen i Ringsted, men begge undersøgelser med negativt resultat. Da politiet senere på formiddagen opholdt sig ved den savnedes bopæl, dukkede hun pludselig op af sig selv og i god behold. De pårørende blev straks underrettet herom, så de kunne tage sig af den 71-årige. Hvor den savnede kunne have opholdt sig siden fredag aften, har politiet ingen oplysninger om.
Butikstyveri – Ringstedvej, Mørkøv – Holbæk
Kl. 18.13 anmeldte personalet i Dagli’ Brugsen, at man sammen med flere borgere tilbageholdt nogle udlændinge som mistænkte for at have stjålet varer i supermarkedet. Politiet fik kontakt til to mænd på 44 og 45 år fra Litauen, som blev anholdt og sigtet for at have stjålet en oksemørbrad og seks øl. Personalet var af andre kunder blevet gjort opmærksom på mændenes tyveri i dag, og personalet havde i forbindelse med tilbageholdelsen genkendt dem fra et andet tyveriforhold to dage tidligere, hvor de samme to havde stjålet drikkevarer og en isskraber til en samlet værdi af ca. 100 kr. De to anholdte blev løsladt efter afsluttet sagsbehandling samt betaling af en bøde, som begge sager blev afgjort med straks.
Juledekoration brød i brand – Vestre Søvej, Haraldsted, Ringsted
Kl. 23.38 var der udbrudt brand i et mindre sommerhus, hvor politiet kunne konstatere, at der var ild i tagkonstruktionen. Brandvæsnet fik slukket branden, der begrænsede sig til den ene halvdel af huset. På stedet traf politiet en 49-årig kvinde fra Ringsted, som oplyste, at hun på grund af røg fra en brændeovn havde lukket et vindue op for at lufte ud. Ved vinduet, hvor der var gardiner, havde stået en juledekoration med tændt lys. Medens hun havde været på toilettet, havde udluftningen formentlig fået gardinerne til at blafre ind over juledekorationen, så der indledningvist var gået ild i gardinerne og senere den del af sommerhuset. Hun havde reddet sig selv ud og havde slået alarm til brandvæsnet. På grund af uforsigtigheden med juledekorationen ved udluftningen sigtede politiet den 49-årige for overtrædelse af beredskabslovgivningen, så hun nu kan forvente at få en bøde.
Færdselsuheld – Køgevej / Østre Ringvej, Ringsted
Kl. 15.33 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld i rundkørslen, hvor en bilist var stødt sammen med en cyklist. Det viste sig, at en 38-årig mand fra Greve i en personbil var kørt ad Østre Ringvej mod nord og videre ind i rundkørslen, hvor han i cykelfeltet påkørte en 56-årig mand fra Ringsted. Han var på cykel kørt ad Køgevej mod øst og videre ind i rundkørslen for at fortsætte videre rundt i cykelfeltet. Ved påkørslen landede han på bilistens motorhjelm, inden han faldt ned på kørebanen. Han blev i ambulancen bragt til skadestuen i Slagelse, hvor han blev indlagt til behandling for flere knoglebrud i ryggen. Bilisten kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.
Mistænkeligt forhold – Odinsparken, Ringsted
Kl. 18.28 syntes en lokal borger, at to personers adfærd virkede mistænkeligt. De havde stået med skovle og gravet noget ned i jorden. Politiet kørte til stedet med en hundepatrulje, som fik klarlagt, at det blot var nogle unge, der skulle løbe et orienteringsløb og finde nogle nedgravede poster ud fra forskellige koordinater. Det fik de så lov til, uden at politiet blandede sig yderligere.
Færdselsuheld – Sorøvej, Sigersted Huse, Fjenneslev – Ringsted
Kl. 14.13 blev tre bilister impliceret i et færdselsuheld, da de stødte sammen ud for indkørslen til en privat adresse. En 34-årig mand fra Ringsted var ved at bakke ud fra en stikvej, samtidig med at en 56-årig kvinde fra Sorø ville svinge ned ad samme stikvej. Hun var kørt ad Sorøvej mod øst og havde nedsat hastigheden væsentligt for at afvente den bakkende bilist, så stikvejen kunne blive fri. Den afventende bilist på Sorøvej overså en 25-årig kvinde fra Sorø, hvorfor hun med sin personbil først påkørte den 56-åriges personbil, som så blev skubbet ind i den 34-åriges personbil. En ambulance bragte den 25-årige kvinde til kontrol på skadestuen, men hun var sluppet uden behandlingskrævende skader. De to øvrige parter var også sluppet uskadte fra påkørslen.
Færdselsuheld – Ringstedvej / Ejbyvej, Bjæverskov – Køge
Kl. 20.00 kørte en patruljebil med udrykning ad Ringstedvej mod vest i retning mod motorvejstilkørslen på grund af en hastende politimæssig opgave. I lyskrydset ved Ejbyvej stødte patruljebilen sammen med en varebil, der blev ført i nordøstlig retning mod Lille-Skensved af en 24-årig mand fra Lille-Skensved. De to 26-årige mandlige politibetjente og den 24-årige blev begge tilset af en læge, der tilfældigt passerede uheldsstedet. Ingen af dem var kommet til skade som følge af uheldet, hvis omstændigheder nu skal klarlægges for at kunne afgøre, om nogen har overtrådt færdselsloven forud for sammenstødet.
Solouheld – Skafterupvej, Egerup, Fjenneslev – Ringsted
Kl. 09.32 kørte en personbil ad Egerupvej mod nordvest, da føreren, en 41-årig mand fra Fjenneslev, blev overrasket af et rådyr, som løb over vejen. Føreren mistede herredømmet over sin personbil, så han påkørte et el-skab og et træ i en have, der blev revet op ved påkørslen. Bilen fortsatte ind over en mark, igennem en hestefold og endte med at påkøre en hestetrailer. Ingen personer kom til skade ved uheldet. Politiet optog rapport i sagen, som skal belyse omstændighederne ved uheldet.
Kørsel uden førerret i påvirket tilstand – Kildebrinken, Ringsted
Kl. 13.40 standsede politiet en personbil, for at lave en rutinemæssig kontrol. Førerne af bilen, en 49-årig mand fra Ringsted, var påvirket af metadon og havde ikke noget kørerkort, da det var blevet inddraget. Føreren blev sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.
Indbrud i Perioden
Klosteråsen, Ringsted
Lavetten, Ringsted
Industriparken, Ringsted
Haraldstedvej, Haraldsted, Ringsted