Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/10/23 til 2020/11/03.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Arbejdsulykke – Bragesvej, Ringsted

Kl. 07.09 kom et alarmopkald om en arbejdsulykke på et slagteri, da en 63-årig mand havde fået sin arm i klemme i en maskine. Han blev hurtigt hjulpet fri af kollegaer og en tekniker, men fik en større skade på sin skulder, som følge af ulykken. Politi og ambulance blev sendt til stedet. Den 63-årige udførte reparation af en maskine på slagteriet, hvorunder maskinen ved en fejl blev aktiveret, så hans skulder kom i klemme. Politiet underrettede Arbejdstilsynet om den 63-åriges tilskadekomst, og de sendte personale til slagteriet, for at undersøge omstændighederne omkring ulykken. Når politiet har modtaget rapporten fra Arbejdstilsynet vil der blive taget stilling til, om der er sket brud på arbejdsmiljøloven i forbindelse med ulykken.

Brand i rækkehus – Odinsparken, Ringsted

Kl. 16.17 kom et alarmopkald om en brand i et rækkehus. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor flammerne havde godt fat i rækkehusets 2. sal. Alle personer var selv kommet ud, og brandvæsnet fik hurtigt ilden under kontrol, så den ikke spredte sig. Husets 2.sal udbrændte helt, men ingen personer kom til skade ved branden. Politiet undersøgte brandstedet, hvor der ikke blev fundet noget mistænkeligt. En nærmere brandundersøgelse på stedet, skal afklare om ilden startede i en elektrisk installation under en seng.

Færdselsuheld – Næstvedvej, Ringsted

Kl. 20.12 rykkede færdselspolitiet ud til et færdselsuheld ved en tankstation, hvor en personbil og en knallert var stødt sammen. Knallertkøreren havde fået afhentet sin knallert og var forsvundet fra stedet uden at give sig til kende over for modparten. Færdselspolitiet fik ud fra vidneforklaringer klarlagt identiteten på en mand, der med sin varebil havde hentet knallerten og den unge fører. Der var tale om en 16-årig mand fra Ringsted og hans far, der efterfølgende afleverede knallerten til nærmere undersøgelse på Ringsted politistation. Uheldet var sket kort før anmeldelsen, da den 16-årige var kørt ind i siden på en personbil ført af en 19-årig kvinde fra Ringsted, da hun kørte ad Næstvedvej mod nord. Knallertkøreren, der ifølge vidner var kommet fra Mellem Broerne, væltede ved sammenstødet, men slag uskadt fra uheldet. Politiet skal nu havde undersøgt knallerten nærmere, idet stelnummeret ikke umiddelbart kunne findes, ligesom den 16-årige mistænkes for kørsel uden styrthjelm og uden lys på knallerten, kørsel uden for cykelstien på en knallert uden ansvarsforsikring og mulige konstruktive ændringer. Den 16-årige kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet, når de nærmere omstændigheder er klarlagte, herunder om den 16-årige pådrog sig skader ved uheldet.

Aktion mod social dumping – Ringsted / Holbæk / Solrød

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog i samarbejde med både SKAT og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) kontrol af 10 byggepladser inden for bygge- og anlægsbranchen, hvor myndighederne havde oplysninger om, at udenlandsk arbejdskraft var beskæftiget.

I Ringsted by blev seks byggepladser kontrolleret, og herunder traf myndighederne en kvindelig og to mandlige arbejdere fra Litauen på to af byggepladserne. Alle tre litauere havde deres papirer i orden.

I Holbæk kommune blev to byggepladser i selve Holbæk kontrolleret. Her fandt politiet intet at udsætte på tre litauiske mænds arbejde i Danmark. Myndighederne fortsatte videre i Holbæk kommune til en byggeplads i Vipperød-området, hvor myndighederne traf 10 udenlandske arbejdere. Heller ikke på denne arbejdsplads fandt politiet grundlag for at foretage yderligere end blot kontrollen af de tilstedeværende udenlandske arbejdere.

Som afslutning på dagens kontrolaktion kørte myndighederne til en adresse i Solrød Strand, men der blev ikke truffet nogen arbejdere overhovedet på den pågældende byggeplads.

Myndighederne vil fortsætte med kontrollerne af udenlandsk arbejdskraft på arbejdspladser inden for forskellige brancher som led i indsatsen mod social dumping i Danmark.

Narkobilist stak af fra politiet – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 15.16 kørte en patrulje på Vestmotorvejen mod øst ved rastepladsen, Kværkeby Syd, da betjentene bemærkede en personbil, som de ønskede at lave en rutinekontrol af. Føreren af personbilen standsede dog ikke, selvom patruljen tændte for de blå blink, men satte farten op og stak af fra politiet. Bilen kørte med meget høj hastighed, overhalede indenom to gange og kørte i nødsporet. Flere patruljer blev indsat for at standse den flygtende bil.

Ved Kværkeby Skole fik politiet standset personbilen, som viste sig at have en 26-årig mand fra Korsør bag rattet. Med i bilen var to mænd som passagerer. Alle tre mænd blev kortvarigt tilbageholdt, mens politiet undersøgte bilen og visiterede mændene. Politiet fandt intet ulovligt i bilen, men den 26-årige chauffør var påvirket af narko og havde ingen gyldig førerret, da hans førerret var administrativt inddraget i forbindelse med en tidligere sag, hvor han ikke havde generhvervet førerretten. Føreren blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Han var desuden efterlyst hos Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi til afhøring i flere hastighedssager ved ATK- målinger (Automatisk Trafik Kontrol).

Politiet skal nu have klarlagt alle de færdselslovsovertrædelser, som blev begået da den 26-årige flygtede fra patruljen. Når resultatet af blodprøven kommer vil alle hans sager blive samlet sammen, og han vil høre nærmere fra politiet.

Mand fundet død ved brand – Kildemarken, Ringsted

Kl. 21.10 anmeldte en nabo i et rækkehuskompleks, at hun hørte et brag inde ved siden af og opdagede, at der var røg i lejligheden. Naboen ringede 112, hvor politi og brandvæsen hurtigt blev sendt til stedet. Brandvæsnet sendte røgdykkere ind i den kraftigt brændende bolig. Her fandt brandmændene en livløs person, som var afgået ved døden.

Brandfolkene gennemgik stedet, men fandt ikke flere personer. Branden blev slukket, før den spredte sig til andre huse/lejligheder. Politiet undersøgte brandstedet, hvor der ikke blev fundet noget mistænkeligt. Omstændighederne omkring branden skal nu undersøges nærmere, for at klarlægge brandårsagen. Den afdøde er endnu ikke endeligt identificeret, men politiet formoder, at der er tale om lejlighedens mandlige beboer. Underretningen af de pårørende til beboeren i lejligheden er endnu ikke foretaget, men politiet arbejder på at få kontakt til dem. Den afdøde skal undersøges nærmere, for at fastslå hans identitet med sikkerhed. Torsdag formiddag vil politiets brandteknikere fra KTC – Kriminal Teknisk Center undersøge brandstedet nærmere.

Færdselsuheld – part flygtet – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 18.11 skete et mindre færdselsuheld på Jernbanevej ved sidevejen Harhoffs Alle, da en 27-årig kvindelig bilist fra Haslev blev påkørt bagpå. Hun var under kørsel med lav hastighed ad Jernbanevej mod vest bremset op, fordi en forankørende var i færd med at svinge til højre ad Harhoffs Alle. En fremmed personbil bag kvindens bil påkørte bagenden på hendes bil, men standsede ikke efterfølgende for at deltage i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning til. Føreren af personbilen fortsatte sin kørsel væk fra uheldsstedet, så politiet har optaget rapport om uheldet i et forsøg på at få identificeret den skadevoldende bilist. Den 27-årige kvinde kunne køre fra stedet i sin bil og ville efterfølgende blive undersøgt på skadestuen for eventuelle skader i nakken. Hun kunne ikke beskrive flugtbilisten yderligere ud over, at der var tale om en personbil.

Politiet i Ringsted hører gerne fra den skadevoldende bilist eller personer, der måtte have været vidne til sammenstødet og bilistens kørsel væk fra uheldsstedet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Nørregade, Ringsted

Kl. 22.38 rykkede politiet ud til et mindre færdselsuheld, hvor to bilister var involveret. Ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en 49-årig kvinde fra Fuglebjerg foretog en U-vending på Nørregade ud for en tankstation. Forinden var hun kørt ad Nørregade mod syd med en 56-årig kvinde fra Dianalund bagved. Da den forreste kvinde lavede U-vendingen, blev hun påkørt på siden af bilen af den bagfra kommende bilist. Politiet har optaget rapport om uheldet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være overtrådt i forbindelse med vendingen.

Udlændingeloven – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 03.26 bad DSB-personale i et tog, der holdt på Ringsted station, om hjælp fra politiet, idet en udenlandsk mand havde gemt sig på toilettet. Manden havde ikke nogen billet og ønskede i øvrigt ikke at fortælle noget om sin identitet. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til den udenlandske mand, som blev frihedsberøvet til konstatering af sin identitet, så politiet også kunne afgøre, om manden opholdt sig lovligt her i landet. Manden blev foreløbigt identificeret som en 21-årig mand fra Eritrea, som forblev i politiets varetægt i medført af udlændingelovens bestemmelser og anbragt i et arresthus, inden han i dag mandag formentlig fremstilles i et grundlovsforhør med henblik på yderligere frihedsberøvelse, indtil han kan udsendes af Danmark på grund af ulovligt ophold.

Lørdag – søndag

Færdselsuheld – Turøvej, Vollerslev, Ringsted – Køge

Kl. 15.21 fik politiet via alarmcentralen en melding om et færdselsuheld, hvor en motorcyklist var impliceret, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Det viste sig, at der var tale om et solouheld, idet en 37-årig mand fra Ringsted som fører af motorcyklen var væltet i forbindelse med svingning til højre i en højrekurve efter kørsel ad Turøvej i østlig retning. Han ramte efterfølgende knap to meter hæk på en privat adresse som følge af uheldet, men var tilsyneladende selv sluppet med diverse knubs, efter at han var blevet tilset på skadestuen i Køge. Da der var tale om et solouheld, registrerede politiet blot uheldet med dets parter og omstændighederne.

Indbrud i Perioden

Skjoldenæsvej, Jystrup Midtsj.
Hækkerupsvej, Ringsted
Georg Kæstels Vej, Høm, Ringsted