Ringsted Home-Start er kommet godt fra start, og den 24. august holder de åbent hus i Kulturhuset kl. 17-19 for alle interesserede.

Kom og hør om Home-Starts arbejde, opstarten i Ringsted og planerne for fremtiden. Bestyrelsen og lokalkoordinatoren glæder sig til at møde kommende frivillige, familier, fremtidige samarbejdspartnere, fagpersoner, politikere, erhvervsdrivende og andre interesserede.

Home-Start er en frivillig social organisation som hjælper pressede småbørnsfamilier i form af en frivillig familieven, som kommer på besøg to timer om ugen i minimum et halvt år, eller så længe familien har behov.

Der kan være mange årsager til, at hverdagen i en småbørnsfamilie kan føles presset eller uoverskuelig. Skilsmisse, sygdom, tvillingefødsler, børn med refluks eller kolik. Måske bor familien langt væk fra deres netværk, eller måske er netværket begrænset.

Det er forskelligt, hvad familierne ønsker hjælp til. Nogle ønsker en frivillig familieven, der kan hente de små i institutionen, hjælpe med madlavningen eller tage den lille med på legepladsen. Andre forældre har behov for en god snak med et omsorgsfuldt menneske, der ganske enkelt har tid til at lytte.

Home-Start har siden åbningen i Ringsted den 1. maj oplevet stor interesse og opbakning fra lokalsamfundet. Der har været mange henvendelser fra både familier og frivillige. I juni gennemførte de første fem frivillige forberedelseskurset, og de er nu klar til at tage ud i familierne i løbet af august og september.

Vil du vide mere om Home-Start kan lokalkoordinator Camilla kontaktes på ringsted@home-start.dk eller tlf.: 42 30 18 45.
Du kan også følge Home-Starts arbejde på https://www.facebook.com/HomeStartRingsted/.

 

Pressefoto