DI’s årlige temperaturmåling på erhvervslivets tilfredshed med Ringsted Kommune viser, at Ringsted er en stærk erhvervskommune. Ringsted rykker syv pladser frem i undersøgelsen, til den bedste placering nogensinde.

I DI’s undersøgelse går Ringsted Kommune frem fra en placering som nummer 32 sidste år til en placering som nummer 25 i år. Dermed fortsætter den fremgang, som Ringsted Kommune har haft hvert år siden 2019.

– Vi har stort fokus på at skabe gode rammer for erhvervslivet, og derfor er det glædeligt, at virksomhederne også oplever og anerkender indsatsen. Undersøgelsen giver nogle gode pejlemærker for, hvordan vi kan styrke rammerne for erhvervslivet og samarbejdet med virksomhederne endnu mere, siger Henrik Hvidesten, borgmester i Ringsted Kommune (V).

I undersøgelsen er der fortsat områder, som DI’s medlemsvirksomheder gerne ser udvikling på, og ønskerne flugter i høj grad med de politiske tiltag, der er i gang.

– Vi har netop nu en ny erhvervspolitik i høring, hvor der blandt andet er øget fokus på at sikre plads til, at eksisterende virksomheder kan vokse, og nye virksomheder kan komme til. Vi har også vedtaget en ambitiøs klimapolitik, så vi kan understøtte virksomhederne i kommunen med den grønne omstilling, siger Johnny Dahlgaard, formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget (V).

Den belgiske transportvirksomhed H. Essers tog første spadestik på deres nye domicil i Ringsted i sidste uge, og de kan godt genkende det positive skudsmål i DI undersøgelsen.

– Vi har virkelig oplevet en fleksibel og professionel tilgang fra de afdelinger i kommunen, som vi har været i kontakt med, og det har gjort det meget nemt for os at etablere os i Ringsted. Kommunens medarbejdere har mødt os med tålmodighed, og de har været nemme at komme i kontakt med og samarbejde med, siger Steven Swennen, Business Unit Manager i H. Essers.

I DI’s pressemeddelelse citeres formand for DI Vestsjælland Jan Bybjerg Pedersen for følgende om Ringsted Kommune:

– Ringsted Kommune flytter sig hele tiden gradvist i den rigtige retning, og at se kommunen nå en 25. plads er meget flot. Det er også en fornøjelse at overvære, hvordan kommunen bruger sin fantastiske placering som trafikalt knudepunkt på Sjælland til at lave erhvervsudvikling. Derfor håber jeg også, at kommunen kan rykke sige på parametre som Information og Dialog og Sagsbehandling, så de kan få endnu mere ud af de gunstige forhold og virkelig komme i top på erhvervsvenligheden.

Pressefoto