Ringsted Radiomuseum havde søndag den 4. juli besøg af fire radiomekanikere og én radiotelegrafist, meddeler Bjarne Dahlin:
Det er én af de åbningsdage, som man ønsker sig nogle flere af. Allerede fra starten kl.11, var der kø med 5 ægtepar, hvoraf de fire viste sig at være radiomekanikere med hustruer, det var meget spændende at opleve, hvordan de kastede sig over de forskellige udstillinger.
En af hustruerne var sandelig radiotelegrafist. Pludselig kunne vi høre en strøm af morsesignaler, som vi sjældent hører i udstillingen. Her var tydeligvis tale om en professionel betjening af morsenøglen. Telegrafisten var: Ivy Jørgensen, der var “Gnist” på mange skibe fra rederiet D/S Norden i årene 1977 – 1983.
Ivy fortalte: Min mand Kristian er styrmand, og vi var som regel heldige at komme ud på samme skib.
På min seneste arbejdsplads indførte man nyt kommunikationssystem, hvor det vil kræve tilrettelser og tilkøb i stor stil for bare at komme på højde med systemet, man nylig fravalgte. Ikke nok med at tidsforbruget er øget betydeligt, så sidder vi også med en stor grad af usikkerhed – er mailen kommet frem – hvor finder vi den igen? Når man indfører et nyt system forventer man fremgang, ikke tilbagegang!
I min tid til søs kunne jeg sende en besked hurtigere jorden rundt, end jeg nu kan sende til kontorets underetage. Når jeg få sekunder senere havde fået en kvittering fra modtageren, vidste jeg, at beskeden var modtaget. Jeg blev godt nok ganske overrasket – da jeg fandt den gamle morsenøgle med “swung” i – det var en fornøjelse at mærke, at det hele bare kom af sig selv igen… klar til udmønstring. Nå, det er jeg så nok ikke alligevel.
Ivy fandt straks vores “Hemmelige Hjørne”/Telefonbogen, hun vænnede sig hurtigt til udstyret og roste OXA-nøglen.
Vi er vildt benovede over jeres utroligt dejlige sted med alle jeres fantastiske ting. Det er flot udstillet, og med gode forklaringer. ALLE kan få noget ud af et besøg hos jer. Derudover vil jeg sige, at I har fået indrettet de små kaffegrupper hyggeligt – man føler sig rigtig velkommen. Mange TAK god dag og god arbejdslyst til jer alle fremover, også dem på loftet.
Ringsted Radiomuseum siger TAK for besøget!