I samarbejde med Næstved Musikskole genoptager Ringsted Musik & Kulturskole de traditionelle Big Band koncerter. Coronarestriktionerne gjorde det umuligt at spille og øve sammen, specielt med blæserinstrumenter, men nu skal det være!

Ved koncerten tirsdag den 26. april 2022 kl. 19.00 spiller Ringsted Big Band der består af elever og forældre med tilknytning til Ringsted Musik & Kulturskole og bandet ledes af Asbjørn Kamban og Erik Pyndt. Erik Pyndt udtaler:

”Vi glæder os meget over, at vi her kan give vores dygtige elever den store oplevelse at spille i et stort bigband. Desuden er det sjovt for de unge mennesker at få muligheden for at skabe nye musikalske relationer.”

Big Band 4700 – i daglig tale forkortet BB47 – runder koncerten af. BB47 hører under Næstved Musikskole og består af rutinerede elever fra Næstved og Ringsted, MGK-elever samt semiprofessionelle musikere fra det meste af Sjælland.  Det 16-mands store bigband dirigeres af den anerkendte pianist og dirigent Ole Kock Hansen, som tidligere har stået i spidsen for Danmarks Radios Big Band, og som især er kendt for sit mangeårige samarbejde med nu afdøde bassist Niels-Henning Ørsted Pedersen.

BB47 spiller bigbandmusik på højt niveau og har ved koncerten allieret sig med sangerinden Ea Lindbjerg Hansen, som gennem årene har sunget i adskillige sammenhænge på Næstved Musikskole. Sammen med BB47 vil Ea sørge for, at publikum får en forrygende musikalsk oplevelse, når de leverer numre af så forskellige komponister som bl.a. Duke Ellington, NHØP og Carl Nielsen.

Der er virkelig lagt op til en glad aften på Springbrættet, Garnisonen 46 – 48, 4100 Ringsted.

Forældreforeningen STØTTEN vil stå i baren.

Fri entré – alle er velkomne!

 

Pressefoto