Støtte til kunstfestivalen ”Sammenstød”, der blev afholdt i seks perioder i 2021. Indløb af nye kunstværker til brug i det offentlige rum i Ringsted Kommune. Ny mikropulje til mindre kunstprojekter.

Det er nogle af resultaterne fra det nye Billedkunstråd, som Ringsted Kommune etablerede i slutningen af 2020, og som i slutningen af december fremlagde deres første årsrapport for Byrådet.

Borgmester Henrik Hvidesten siger:
”Det nye Billedkunstråd er kommet rigtig godt i gang med arbejdet, og vi har allerede set de synlige resultater af rådets arbejde. Mest markant i form af festivalen ”Sammenstød”, hvor der dukkede tankevækkende kunstværker op i det offentlige rum flere steder i Ringsted over seks perioder i løbet af året. Billedkunstrådet har også rådgivet i kommunens anlægsprojekter og blandt andet rådgivet om brug af samtidskunst ved udvidelsen af Ringsted Sport Center, som er fuld gang,” siger han og fortsætter:

”Billedkunstrådet har også givet støtte til en ny kunstfestival i det offentlige rum i 2022. Jeg glæder mig til at se værkerne til festivalen ”Samtidskunst på wires i byrummet” i løbet af næste år. Billedkunstrådets støttetilsagn betyder for eksempel også, at der kan afholdes kunstfestivaler i Ringsted med et budget på 3-5 gange kommunens tilskud, da Billedkunstrådets støtte giver mulighed for at få støtte hos f.eks. private og offentlige fonde.”

Festivaler, mikropulje og rådgivning om kunst ved Ringsted Sport Center
Billedkunstrådet blev etableret med det formål at fremme samtidskunst i det offentlige rum i Ringsted Kommune – både ved selv at igangsætte kunstneriske projekter og ved at rådgive om kunst i kommunale anlægsprojekter.

Rådet består af en repræsentant fra det professionelt arbejdende kunstmiljø i Ringsted Kommune, en repræsentant fra det professionelt arbejdende regionale kulturmiljø, en repræsentant fra det professionelt arbejdende nationale kunstmiljø, to repræsentanter for borgerne i Ringsted Kommune samt en repræsentant fra kommunens administration.

Billedkunstrådets formand, Morten Kamper Jacobsen, siger:
”Det har været et spændende første år for Billedkunstrådet, hvor jeg synes, at vi allerede har fået sat et kunstnerisk aftryk i bybilledet. Det har været interessant at arbejde både med rådgivningen om brug af kunst i anlægsprojekterne, igangsætningen af nye kunstfestivaler og indkøb af ny kunst til brug i det offentlige rum. Jeg er særligt glad for festivalen ”Sammenstød”, som vi gennemførte i år, og jeg glæder mig til festivalen ”Samtidskunst på wires i byrummet”, som jeg tror vil være noget særligt i 2022. Og så er jeg rigtig glad for den mikropulje, vi har oprettet, så man kan søge om støtte til mindre kunstprojekter, hvor vi uddeler midler to gange om året.”

Billedkunstrådet har i perioden 4. kvartal 2020 til 4. kvartal 2021 blandt andet haft følgende hovedindsatser:

• Tildelt kr. 100.000 til kunstfestivalen ”Sammenstød” med kunst i det offentlige rum, der er gennemført i 6 perioder i løbet af året 2021 i Ringsted
• Afsat kr. 75.000 til indkøb af kunstværker i forlængelse af festivalen ”Sammenstød”. Udvælgelse og indkøb af kunstværker pågår pt. hos Billedkunstrådet.
• Etableret en mikropulje på kr. 40.000 til mindre kunstprojekter med ansøgningsfrist 2 gange årligt.
• Rådgivet om brug af kunst i kommunale anlægsprojekter, rådet har bl.a. har anbefalet, at der arbejdes med kunst ved Rambla-byggeriet på Ringsted Sport Center. Billedkunstrådet har udvalgt tre kunstnere, der kommer med oplæg til kunstnerisk udsmykning i forbindelse med Rambla-byggeriet.
• Tildelt kr. 150.000 til en kunstfestival i 2022 med temaet ”Samtidskunst på wires i byrummet” og reserveret penge til indkøb af kunst i forlængelse af festivalen.

Læs mere om Billedkunstrådet på Ringsted Kommunes hjemmeside www.ringsted.dk/billedkunstraad.

Pressefoto