Giv en hånd med – Du har godt af at gøre noget for nogen – og vi har brug for frivillige for at vi kan vedblive med at lave gode og meningsgivende aktiviteter. Har du lyst til at være sammen med nogen om noget?

– Så læs mere om de mange opgaver der bliver løst af frivillige i Ringsted Sogn

Frivillige i Sct. Bendts Kirke
I sommertiden har Sct. Bendts Kirke åben kl. 10 – 16, af hensyn til de mange turister, der besøger kirken. Tidligere var kirken middagslukket, men det har vi valgt at lave om og har i stedet frivillige til at holde opsyn med kirken, når kirketjeneren har frokostpause.

De frivillige holder kirken åben, sælger kort og brochurer samt svarer på spørgsmål fra de besøgende.

Vil du vide mere så kontakt kirketjenerne i kirken: 5761116*3 / kirketjener@ringstedsogn.dk

Frivillige hænder til Klosterurtehaven
Ved Sct. Bendts Kirke har vi en skøn klosterurtehave med et stort udvalg af planter fra middelalderens medicinske klosterhaver.

Den vedligeholdes af frivillige, og hvis du har lyst til at være med, så kontakt kirketjener Klaus Gønget tlf. 57611161*3 / kirketjener@ringstedsogn.dk

Bliv frivillig i Klostermarkskirken
Syng med

Der skal synges til hver eneste gudstjeneste! Det er faktisk noget af det som alle kan være med til. Hvad enten man er en rutineret sanger eller føler at man kun har et par toner i livet, så opfordrer vi alle til at synge med til gudstjenesten. Når man synger med på salmerne, får man en langt bedre oplevelse af gudstjenesten og bliver en aktiv deltager. Og man kan næsten ikke undgå at blive lidt lettere om hjertet, når man synger.

Går du selv og drømmer om at synge i et rigtig kor, så kunne du måske tænke dig at synge med i Klostersangerne i Klostermarkskirken. Koret medvirker ved hver eneste gudstjeneste, men som medlem af koret forpligtiger man sig ikke til at synge hver søndag. Koret holder korprøver om tirsdagen. Kontakt kirkens organist: Karina Agerbo tlf. 2837 6932 / karina@agerbo.eu

Frivillig i Klostermarkskirken
I Klostermarkskirken er der mange frivillige medarbejder, som løser en masse opgaver, som man i andre kirker betaler for at få udført. Blandt alle de frivillige er der et godt sammenhold og en hyggelig stemning.
De frivillige varetager opgaver i forbindelse med gudstjenesterne. De gør kirken klar med lys, blomster og opsætning af salmenumre, de laver kaffen og sørger for den efterfølgende oprydning. Desuden hjælper man også med læsning af ind- og udgangsbøn.

Selvom vi er mange, kunne vi godt bruge endnu flere, der har lyst til at hjælpe med. Vil du vide mere, er du velkommen til at skrive til os på ringsted.sogn@km.dk eller ringe på telefon 57 61 11 61.

Foto: ABW