Børnehjælpsdagen har indgået et nyt samarbejde med Ringsted kommune om indsatsen EMPOWER4U. Nu søger organisationen frivillige mentorer til de unge deltagere, som skal starte på et personligt udviklingsforløb i uge 13.

Har du lyst til at gøre en vigtig forskel for en udsat ung? Så kan du blive en del af Børnehjælpsdagens efterværnsindsats EMPOWER4U, der hjælper unge i overgangen fra deres anbringelse til voksenliv.

Børnehjælpsdagen søger mentorer i Ringsted og omegn, da organisationen har indledt et samarbejde med Ringsted kommune. Det betyder, at udvalgte unge – der er anbragt af kommunen – deltager i EMPOWER4U fra uge 13. De unge har konkret sagt ja til at gennemgå et personligt udviklingsforløb og få tilknyttet en mentor.

Forløbet. der strækker sig over ca. et år, skal styrke de unge både personligt og socialt, så de bliver mere robuste og får bedre forudsætninger for at mestre deres eget liv. Det overordnede formål er, at de unge kommer i uddannelse eller job.

Støtte til et bedre voksenliv
Selve mentorrollen varetages af frivillige personer, som har lyst til at støtte og motivere de unge i deres udviklingsforløb. Det sker gennem personlige samtaler ca. en gang om ugen pr. telefon, video-opkald eller fysisk møde. Hver mentor bliver som udgangspunkt matchet med én ung, men kan også være mentor for flere.

“Vores EMPOWER4U-forløb med Ringsted kommune begynder om ganske kort tid. Vi håber derfor, at en masse gode mennesker vil melde sig, så alle de unge kan få en mentor. Vi søger frem for alt personer med et stort hjerte og engagement. Derudover værdsætter vi solid livserfaring og gerne også erfaring med børn og unge”, forklarer Børnehjælpsdagens projektchef Amanda Drisgaard Hansen.

Det er vigtigt, at mentor og den unge er et godt match. Derfor har Børnehjælpsdagen brug for mange henvendelser for at kunne finde de rette mentorer til de unge, der alle har været anbragt uden for hjemmet – enten på opholdssted eller i familiepleje.

“Der er tale om udsatte unge med en svær opvækst. Men det er også unge med masser af håb og vilje. De drømmer alle en bedre fremtid – og de har brug for nogen, der vil støtte dem i at gøre drømmen til virkelighed. På den måde er mentorrollen utrolig givende for alle parter”, afslutter Amanda Drisgaard Hansen.

Læs mere om mentorrollen og ansøg på www.bhd.dk/empower4u
Her kan du også tilmelde dig et info-webinar om mentorordningen.

OM EMPOWER4U OG KOMMUNESAMARBEJDE
• Børnehjælpsdagen står bag efterværnsindsatsen EMPOWER4U, der styrker nuværende og tidligere anbragte unge til et selvstændigt voksenliv.
• Indsatsen har skabt flotte resultater siden 2017. Følgeforskning fra Aarhus Universitet, DPU, dokumenterer, at de unge, der har deltaget i et forløb, opnår markant handlekraft, handlingstillid og tro på egne evner.
• Op mod 97 % af de tidligere deltagere er kommet i uddannelse eller job.
• Fra 2021 har Børnehjælspdagen indledt samarbejde med følgende kommuner om EMPOWER4U: Hvidovre, Ikast-Brande, Ishøj, Kerteminde, Kolding, København, Nyborg, Næstved, Ringsted og Vejen kommune.
• I uge 13 starter et nyt EMPOWER4U-forløb med 48 deltagere i alderen 16-24år. De unge er anbragt eller får anden støtte via en af de 10 samarbejdskommuner.
• Læs mere på www.bhd.dk/empower4u

Foto: ABW