Bliv klogere på planerne for Torvet i ny informationsvogn
Bliver der gennemkørende trafik på det nye Torv? Har kommunen tænkt offentlige toiletter ind? Hvor kører busserne fra? Det og meget mere kan du få svar på i kommunens nye informationsvogn på Torvet.
Ringsted Kommune oplyser i pressemeddelelse, at de den 3. september begynder arbejdet med at omdanne Torvet. I den forbindelse opstiller kommunen midlertidigt en informationsvogn på Torvets parkeringsplads, hvor borgere og forbipasserende kan henvende sig og få information om planer og tidhorisont for ombygningen af Torvet. Informationsvognen vil stå på parkeringspladsen fra mandag den 22. august til og med den 3. september.
”Det er et omfattende arbejde, som kommer til at forløbe over en årrække, som vi sætter i gang, så derfor vil vi gerne sikre os, at ringstederne er godt informeret, inden selve anlægsarbejdet for alvor går i gang. Med informationsvognen håber jeg, at vi kan nå ud til endnu flere end ved de traditionelle borgermøder”, siger borgmester Henrik Hvidesten.
Informationsvognen vil være bemandet af Ringsted Kommunes projektleder, Annette Fischer-Rasmussen, som står klar til at svare på borgernes spørgsmål omkring torveomdannelsen og eventuelle spørgsmål til den nye lokalplan for Torvet, som er i offentlig høring frem til 14. september.
”Vi vil rigtig gerne fortælle byens borgere om, hvad der skal ske, så derfor står jeg på Torvet, hvor meget af anlægsarbejdet kommer til at foregå. Det gør det lettere at forklare, hvad der skal ske, hvor og hvornår, så nu glæder jeg mig til at komme i gang og få nogle gode snakke med borgerne – og så krydser jeg ellers fingre for, at rigtig mange vil benytte sig af tilbuddet”, siger Annette Fischer-Rasmussen.
Der vil i informationsvognen også være en stor model af det nye Torv, plancher over planerne samt mulighed for at se en række informationsfilm om tankerne og visionerne bag det nye Torv. Informationsvognen vil stå på parkeringspladsen fra mandag den 22. august til og med den 3. september, og den har følgende åbningstider:
Hverdage: 12.00 til 16.00
Lørdage: 10.00 til 13.00
Søndage: Lukket
På Ringstednatten den 26. august er der også åbent fra kl. 18.00-22.00