Byrådet tog mandag aften stilling til en evaluering af borgerrådgiverfunktionen i Ringsted Kommune, og de besluttede at fortsætte med funktionen i sin nuværende form.

Ringsted Kommune har evalueret borgerrådgiverfunktionen, og på byrådsmødet mandag aften besluttede Byrådet af videreføre funktionen.

Ringsted Kommune har haft en borgerrådgiver siden sommeren 2018. Formålet med Borgerrådgiveren er at styrke dialogen mellem borgerne og Ringsted Kommune samt at bidrage til sikring af borgernes retssikkerhed i forbindelse med kommunens sagsbehandling og forvaltning.

Borgmester Henrik Hvidesten siger:

”En borgerrådgiver skal både kunne hjælpe borgerne og os som organisation. Borgerne, der har været i kontakt med borgerrådgiveren, giver positive tilbagemeldinger, og det har været et af succeskriterierne,” siger Henrik Hvidesten og fortsætter:

”Et andet succeskriterie har været, at borgerrådgiveren skal hjælpe os med at blive endnu bedre til at møde borgerne i øjenhøjde og være en sikring af borgernes retssikkerhed. Borgerrådgiveren er nemlig også med til at sikre, at vi lærer, når der sker fejl, og at vi i vores kommunikation, sagsbehandling og forvaltning hele tiden stræber efter at gøre det på den bedst mulige måde, så borgeren vil opleve et godt møde med Ringsted Kommune.”

Borgerrådgiveren i Ringsted Kommune skal blandt andet rådgive og vejlede borgere i mødet med kommunen. Borgerrådgiveren kan eksempelvis være med til at sikre, at borgerne føler sig hørt i sager, hvor borgeren ikke finder sagsbehandlingen tilfredsstillende og vejlede borgere om klagemuligheder. Borgerrådgiveren skal også sikre, at der sker en systematisk læring i hele organisationen og rådgive organisationen om god borgerbetjening og komme med forslag til forbedringer i sagsbehandlingen.

Katrine Jensen, borgerrådgiver i Ringsted Kommune, siger:

”Borgerrådgiverfunktionen har i de to og et halvt år været velbesøgt, og funktionen har været brugt af både borgere og medarbejdere. Jeg glæder mig over de positive tilbagemeldinger, der er kommet i evalueringen, og det stemmer godt overens med den positive modtagelse, som jeg er blevet mødt med af borgere og i organisationen i Ringsted Kommune. Formålet med en borgerrådgiverfunktion er netop at skabe gode møder mellem borger og myndighed, og det er min oplevelse at alle parter er indstillet på, at vi kan bruge de sager, der er gået mindre godt, til at skabe læring og sikre, at fejl ikke sker igen.”

Kontakt borgerådgiveren og læs mere
Vil du i kontakt med borgerrådgiveren i Ringsted Kommune kan du ringe på telefon 57 62 67 93 eller 23 99 48 14 eller skriv til borgerraadgiver@ringsted.dk.

Læs mere om borgerrådgiveren på www.ringsted.dk/borgerraadgiver. Her kan du også se evalueringerne af borgerrådgiverfunktionen og borgerrådgiverens årsberetning.

Foto: ABW