Det er ikke kun i byrådssalen, at byrådsmedlemmerne kan finde ud af at samarbejde. Fem byrådsmedlemmer er nemlig gået sammen om at stille med et hold til nytårsturneringen, der afvikles søndag den 28. december i Ringsted Sportcenter.

Holdet, der går på tværs af politiske skel, består af borgmester Henrik Hvidesten (V), første viceborgmester Sadik Topcu (S), Lisbeth Andersen(S), Per Nørhave (DF) og Torben Lollike (R).

Egentlig skal holdene til den lidt anderledes badmintonturnering bestå af fire spillere.

– Vi har i første omgang udtaget en bruttotrup, forklarer Sadik Topcu.

– Ja, og så må vi se hvem, der kommer blandt de fire, som går på banen, supplerer Henrik Hvidesten, der straks var frisk på at deltage, da Torben Lollike kom med forslaget efter byrådets budgetseminar tirsdag aften.

Henrik Hvidesten spillede opvisningskamp mod netop Torben Lollike ved indvielsen af det nye gulv i hal C i oktober og har således spillet i frisk erindring. Anderledes er det med Per Nørhave, der ikke har rørt en ketsjer en flere år. Heller ikke Lisbeth Andersen er nogen fast gæst på badmintonbanerne, men turneringen er også kun for sjov.

– Det handler om at hygge sig og få lidt god motion, forklarer Torben Lollike, der for 11. gang er med til at arrangere holdturneringen, som Ringsted Badminton og Sydbank står bag.

Sydbank, der tidligere i år overtog DiBa Bank, er ny sponsor for nytårsturneringen, og har altså valgt at indtage den rolle, som DiBa Bank havde gennem ti år.

– Vi er rigtig glade for at Sydbank vil støtte op om vores arbejde med at give familier, gode venner og alle andre, der har lyst til at røre sig mellem jul og nytår, en mulighed for det, siger formand for Ringsted Badminton, Karsten Hvidesten Trampedach.

– Vi har gennem alle årene haft et fremragende samarbejde med Helle Høgsbjerg Bang, der nu er afdelingsleder i Sydbank. Det skaber naturligvis en tryghed, at hun fortsat står ved vores side i dette arrangement, hvor vi håber der kommer mellem 150 og 200 deltagere, slutter badmintonformanden.

Når spillerne går fra banen vil der som sædvanlig være kaffe på bordene bag banerne. Her kan man hygge sig med holdkammeraterne, der kan være familie, arbejdskolleger, venner og altså også politiske samarbejdspartnere.
Byrådsholdet har i øvrigt en chance for at stå ansigt til ansigt på banen – og over kaffebordet – med et andet byrådsmedlem, da Finn Andersen (K), som sædvanlig stiller op med sit hold fra Kværkeby.

Nytårsturneringen, der afvikles fra kl. 10 i Ringsted Sportcenter, spilles i tre rækker: familie, A- og B-række. Et hold skal bestå af fire spillere og det koster 200 kr. at tilmelde et hold.

Tilmeldingsfristen er 19. december og tilmelding skal ske på tilmeldingskuponer (se denne PDF: Nytårsturnering 2014) eller gå ind på hjemmesiden Ringsted Badminton.

En udfyldt tilmeldingskupon kan afleveres hos Sydbank, Tinggade 8, 4100 Ringsted senest 19. december. Tilmeldingsgebyret kan betales i banken eller indsættes på reg.nr. 6060 konto 0004728562 – husk at skrive holdnavn i teksten på overførslen.

Fem byrådsmedlemmer er klar til at nytårsturneringen: Torben Lollike, Per Nørhave, Sadik Topcu, Lisbeth Andersen og borgmester Henrik Hvidesten. Et glimt fra sidste års turnering, hvor der blev hygget ved bordene, mens der bliver kæmpet på livet løs på banerne.