Ringsted Museum og Arkiv byder på gode historier i uge 38.
For 100 år siden var der 36 beværtninger, værtshuse, hoteller, restauranter, gæstgiverier, udskænkningssteder og andre vandhuller med alkoholbevilling i Ringsted.
I forhold til indbyggertallet var Ringsted derfor rigtig godt med, når byens borgere og gæster skulle have slukket tørsten i drikkevarer med promiller.
Kom med på en byvandring, hvor vi kommer forbi nogle af stederne og får historier om, hvem der ejede eller bestyrede dem og om livet derinde som gæst. Ruten går fra Ringsted Station via Næstvedvej og ind i Sct. Hansgade. Herfra videre over Torvet, en smut i Sct. Bendtsgade for at slutte et stykke ude i Nørregade.
Tid: 18. september kl. 19.00-21.00.
Bemærk at turen starter og slutter ikke samme sted. Byvandringen er ikke velegnet for gangbesværede. Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via: vestmuseum.billetexpressen.dk. Mødested fremgår af billetten.
Fortælleeftermiddag – en sønderjyde kom til Ringsted
Mød Ejner Thaysen til Fortælleeftermiddag på Ringsted Museum og Arkiv og hør hans historie om en sønderjyde, der kom til Ringsted.
Ejner Thaysen voksede op i Sønderjylland i 1950’erne. Den tid var præget af fortiden med bla. sønderjydernes tvungne deltagelse i 1. Verdenskrig, den brune pest i 1930’erne og især besættelsestidens eftervirkninger.
Han fortæller lidt om sin vej til og virke i Ringsted. Hans kone, Lone, supplerer med oplevelser om at være medvirkende i TV.
Tid: 19. september kl. 14.00-16.00.
Sted: Ringsted Museum og Arkiv, Køgevej 41, Ringsted.
Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via vestmuseum.billetexpressen.dk. Kaffe og kage er inkluderet i billetprisen.