De gentager successen og inviterer til ukrainsk/dansk folkekøkken i Café Ingeborg igen

Café Ingeborg har sat gang i et nyt folkekøkken, hvor flygtninge fra Ukraine laver ukrainsk mad, og Ringsted-borgere inviteres til at komme og spise i fællesskab med de ukrainske familier.
Den 23. april afholdt Café Ingeborg, i fællesskab med samarbejdspartnere, det første ukrainsk/danske folkekøkken. Det var en stor succes.

10 ukrainske madkreatører var i køkkenet for at lave borscht og kartoffelpandekager, som en masse glade Ringsted-borgere havde meldt sig til at komme og smage. Maden blev spist i fællesskab ved et stort langbord, som gik ned igennem caféen i Café Ingeborg.

De havde en skøn eftermiddag i fællesskab med hinanden og har besluttet fortsætte konceptet, som i en sin enkelhed består at invitere tilkomne ukrainere til at udvælge en ukrainsk menu, de kan kreere i køkkenet på Café Ingeborg, og som Ringsted-borgere kan melde sig til at komme og spise i fællesskab med de ukrainske familier og nogle af Cafe Ingeborgs medarbejdere.

De håber på den måde, at folkekøkkenet kan danne ramme om skabelsen af et fælleskab hvor ukrainere og danskere mødes og kan skabe netværk og nye relationer.

Prisen er 60 kroner for voksne og 30 kroner for børn over 5 år og for det beløb køber du både et måltid mad til dig selv og til en tilsvarende ukrainer, som så kan deltage i folkekøkkenet og fællesskabet uden at bekymre sig om økonomi.

Næste gang, de afholder ukrainske/danske folkekøkken i Café Ingeborg, er lørdag den 21. maj i tidsrummet kl. 12-15. Maden vil blive serveret af de ukrainske madkreatører omkring kl. 12. Efter fælles spisning og hygge på tværs slutter man af med fælles oprydning.

Har du/I lyst til at være med? Så skal I tilmelde jer på deres mail cafe-ingeborg@ringsted.dk eller på tlf. 23 31 98 34. Du kan ringe mandag-torsdag fra kl. 9-12 eller sende en sms.
Deadline for tilmelding er onsdag den 18. maj kl. 12.

Foto: ABW