Ringsted Sportscenter har før jul haft driften af caféen i udbud, men der kom ingen tilbud ind. Derfor starter kommunens tilbud for særlige medarbejdere – Café Ingeborg – op i caféen med forventet start den 1. april 2024.
Sportscentrets caféforpagtning har været i udbud før jul, men der kom ingen bud ind. Kommunens Café Ingeborg starter derfor såkaldte §103 aktiviteter – aktiviteter for særlige medarbejdere – op i sportscentrets café. Det bliver med forventet start fra 1. april 2024, når sportscentrets nuværende caféforpagter stopper.
”Caféens produktion vil bestå af mødeforplejning til de møder og arrangementer, der foregår i sportscenteret. Det vil også være muligt at købe både morgenmad, frokost og to go aftensmad, ligesom der vil være løbende salg af lettere måltider som friske salater, smørrebrød, friskbagt brød med mere henover dagen”, fortæller Anne Woergaard Mikkelsen, der er leder af Café Ingeborg.
På Ringsted Sportscenter ser sportscentrets leder Christian Abildgaard frem til samarbejdet med Café Ingeborg:
”Café Ingeborgs særlige medarbejdere har jo drevet café i mange år på Knud Lavard Centret og har også rigtig god erfaring med deres food truck, så vi ser frem til, at den ret nyetablerede café i Ramblaen hos os kan nyde godt af den erfaring. Og vi vil selvfølgelig sørge for, at der kommer et godt samarbejde mellem de mange brugere af sportscentret og den nye café”, siger sportscentrets leder Christian Abildgaard.
Ringsted Sportscenter og Café Ingeborg vil med tiden også samarbejde omkring andre typer af opgaver, som kan bidrage til kompetenceudvikling og meningsfuldhed for Café Ingeborgs særlige medarbejdere og praktikanter fra særligt kommunens ungeenhed. Det drejer sig fx om pedel- og teknisk-assistance-opgaver både inde og ude i og ved sportscentret.
Køkkenet på Café Ingeborg på Knud Lavard Centret vil i øvrigt stadig producere og servere frokost i hverdagene, ligesom festerne for byens pensionister og andre tilsvarende arrangementer stadig vil findes som i dag.