Fra mandag 12. august tilbyder Café Ingeborg dagens ret og bøttemad fra caféen i Ringsteds Sportscenter på ugens hverdage fra kl. 15-19:30

Hvordan lyder det med en gang hønsefrikasse med nye kartofler eller carapulka med rispilaw?
Det er et par af de retter, som Café Ingeborg fra mandag 12. august tilbyder som enten dagens ret eller bøttemad fra caféen i Ringsted Sportscenter kl. 15-19:30.
Det kan også være stroganoff med mos og spansk tortilla med kålsalat. Variationen og glæden ved ærlig mad lavet fra bunden er det vigtigste.

Menu to gange om ugen
Menuen vil skifte to gange om ugen, og du kan følge med i retterne på hjemmesiden cafeingeborg.dk, Café Ingeborgs Facebook-side og ved caféen i sportscenteret.

Forskellen på dagens ret og bøttemad er, at dagens ret er med tilbehør og bøttemad er uden, hvor køberen selv laver det. Prisen for dagens ret er 95 kroner og bøttemaden bliver vejet til 30 kroner for 100 gram. En typisk portion aftensmad er 200-250 gram.
Caféen holder åbent fra kl 8-20 og Dagens ret kan hentes fra kl. 15 på alle hverdage.

Håber det udfylder et behov
Ideen om dagens ret og bøttemad er ikke mindst opstået, fordi Café Ingeborg oplever, at der ikke er mange tilsvarende tilbud i Ringsted og nærmeste omegn.

”Vi har kigget lidt rundt og tror, at vi kan forsøde Ringsted-borgernes hverdag ved at tilbyde god og ærlig mad lige til at tage med. Der er ikke meget af det i området i forvejen. Vi er spændte på, om det kan tiltrække på tværs af unge, børnefamilier og ældre”, siger køkkenchef Jakob Naundrup Thøfner.

Stigende efterspørgsel på fester
Café Ingeborg overtog caféen i Ringsted Sportscenter i april og overvejer løbende, hvad de kan bidrage med for at gøre livet omkring cafeen og Ramblaen vedkommende for folk i Ringsted og omegn. Der er for eksempel rigtig godt gang i møder med forplejning og livets fester i festlokalet på 1. sal med plads til 148 personer.

”Vi oplever stigende efterspørgsel på alt fra generalforsamlinger til barnedåb, fødselsdage og forskellige typer møder. Caféen er kommet godt fra start og har et konstruktivt samarbejde med sportscenteret og idrætsforeningerne. Vi vil også bidrage til, at der kommer yderligere liv på ramblaen i den kommende tid”, siger Jakob Naundrop Thøfner.

Pressefoto