Ringsted Kommunes Børnecenter ønsker at gennemføre en undersøgelse, der skal se nærmere på, hvordan man kan fastholde og forbedre den pædagogiske kvalitet i landdistrikternes daginstitutioner i en tid med faldende børnetal. Børne- og Undervisningsudvalget tager første gang stilling til forslaget på sit næste møde den 21. maj.
Bag forslaget ligger også et politisk ønske om at bevare gode institutioner i landdistrikterne. Derfor lægger man op til, at de fire landinstitutioner Det Grønne børnehus i Ørslev, Nordbakkens Børnehus i Nordrup, Sneslev Landbørnehave og Bøgely Skovbørnehave skal undersøge, hvordan de kan skabe et udvidet samarbejde mellem sig, så der fortsat vil være et dagtilbud på alle fire matrikler.
Blandt andet vil man gerne se nærmere på, hvordan samarbejdet mellem institutionerne kan udvikle det faglige miljø og spidskompetencerne hos medarbejderne, så de kan bruges på tværs af de fire institutioner.
Børnecenterchef i Ringsted Kommune, Rasmus Johnsen, udtaler:
”Vi er hele tiden nysgerrige på, hvordan vi anvender vores ressourcer optimalt, så vi kan skabe en så god hverdag for børnene og deres familier som muligt. Derfor foreslår vi nu denne undersøgelse. Ved at lade institutionerne forpligte sig på et gensidigt koordineret samarbejde omkring ledelse, ressourcer, pædagogisk praksis og fagligt miljø, får vi en række synergieffekter til gavn for børn og familier. Vi tror på, at vi på den måde fortsat kan sikre høj pædagogisk kvalitet i nærmiljøet omkring Ørslev, Sneslev og Nordrup i de kommende år.”
De fire daginstitutionsledere fra henholdsvis Det Grønne børnehus, Nordbakkens Børnehus, Sneslev Landbørnehave og Bøgely Skovbørnehave ser positivt på tiltaget:
”Vi anerkender præmissen om, at vi går en tid i møde, hvor vi må forvente faldende børnetal. I den forbindelse er det positivt, at der er et politisk ønske om at bevare de mindre institutionsmiljøer, ligesom det er positivt, at Ringsted Kommune handler forebyggende, så vi kan medvirke til at fastholde og sikre pædagogisk kvalitet og udvikling i de små institutioner. Vi har allerede en tradition for at samarbejde omkring eksempelvis ferier og kan godt se fordelene ved at lade os forpligte mere på hinanden som institutioner.”
Medarbejdere og forældre inddrages undervejs i processen, som Børne- og Undervisningsudvalget skal tage stilling til første gang på deres møde den 21. maj. Sagen sendes i høring i juni og der forventes endelig afgørelse i oktober 2015.