Ringsted Kommunes Byråd har besluttet at udvide åbningstiderne i dagtilbuddet Fristedet.
For at skabe attraktive forhold for børnefamilier i Ringsted Kommune udvides åbningstiden for daginstitutionen Fristedet. Fra årsskiftet holder Fristedet således åbent til kl. 19.00 fra mandag til torsdag og til kl. 18.00 på fredage.
Større fleksibilitet for børnefamilier
Samtidig med at Ringsted Kommune udvider aftenåbningstiden i Fristedet, fastholder man tilbuddet med natteåbent i daginstitutionen Tinsoldaten. Dermed etablerer Ringsted Kommune endnu bedre forhold for de børnefamilier, hvor forældrene pendler eller har skiftende eller sene arbejdstider.
Borgmester Henrik Hvidesten glæder sig over Byrådets beslutning, der giver større fleksibilitet for byens børnefamilier:
”I Ringsted vil vi gerne give familier optimale muligheder for at bo, leve og være tilgængelige. Fleksibilitet er et nøgleord for at få en hverdag med familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen – det gælder også i Ringsted. Og nu sørger vi for større fleksibilitet i forhold til familiernes hverdag med endnu et aftenåbent dagtilbud”.
Formand for Børne- og Undervisningsudvalget Sadik Topcu ser også frem til de nye åbningstider i Fristedet:
”Det glæder mig, at vi fra årsskiftet kan tilbyde vores børnefamilier endnu et pasningstilbud, som er meget attraktivt for de mange forældre, der er pendlere eller har skiftende arbejdstider. Det er med til at skabe sammenhæng mellem vores visioner om både at være en attraktiv erhvervskommune og en attraktiv bosætningskommune”.
Noget tyder på, at de udvidede åbningstider om aftenen kan være med til at tiltrække flere børnefamilier til Ringsted.
Line Møller Nielsen og hendes mand valgte at bosætte sig i Ringsted af flere årsager. Som forældre og begge med ret varierede arbejdstider var der ingen tvivl, da de skulle vælge at bosætte sig i en by på Sjælland:
”Da vi begyndte at planlægge, at vi ville have børn, så vi os om på Sjælland for at finde en kommune, som kunne tilgodese vores behov for pasning af et kommende barn. Af alle de kommuner, vi så på, var Ringsted den, som bedst kunne opfylde vores behov, da de har mulighed for aftenpasning. Vi har så heldige at få en plads i Fristedet, hvor der fra januar er åbent til kl 19”.