600 børn og voksne stod klar foran indgangen lørdag ved middagstid, da Ringsted Børnefestival, Ringsted Kommune og Oplev Ringsted bød indenfor til koncert med Det bedste fra MGP på Valdemar scenen.

Fra scenen bød Ringsted Børnefestivals skønne maskot Line Solsikke velkommen, og fik – med hjælp fra tre stærke unge mænd – rent bogstaveligt skudt arrangementet i gang med festlige konfettirør.

Inden koncerten med MGP-stjernerne gik i gang, dansede Line Solsikke og publikum sidde-dans til Daniel Grubbes glade sang ”Det er sommer”.

Emilie, Super Brothers og Tinke & The Winkies var i topform og gav en super koncert, der fik både børnene og det lidt mere modne publikum til at synge med. Der var en forrygende stemning både på og foran Valdemar scenen, og da man bagefter kunne tage en afstands-selfie med MGP-stjernerne så det ud til, at lang de fleste børn blandt publikum, stod tålmodigt i køen og ventede på deres tur.

Næste børneshow er HipSomHap, der afholdes den 26. juni kl. 14.30. Der er gratis adgang til pladsen foran Valdemar scenen, men coronapas eller negativ coronatest skal fremvises.

Se desuden flere arrangementer på www.oplevringsted.dk.

Pressefoto