Ringsted Kommune har besluttet at få udarbejdet en analyse af detailhandelen i kommunen.
Formålet med undersøgelsen er til dels at skabe et overblik over detailhandelens omfang og beskaffenhed netop nu, men også at give kommunen et værktøj og inspiration til fortsat at udvikle detailhandelen i forskellige områder af kommunen.
”Ringsted har en stærk detailhandelsposition med outlettet, RingStedet og midtbyen, men det er jo også klart for enhver, at en række butikker har stået tomme i midtbyen, og at en del handel nu foregår i centerområderne. Fra kommunens side vil gerne have et helt klart billede af tilstanden i detailhandlen netop nu, så vi kan sætte rigtigt ind i de kommende år. Hvordan skal vi fx gøre butikslivets i bymidten mere interessant, og skal vi fx tiltrække nye kæder, centre eller oplevelsestilbud, som kan gøre centerområdet endnu stærkere”, udtaler borgmester Henrik Hvidesten om baggrunden for, at analysen sættes i gang netop nu.
”Det er utrolig vigtigt for os, at de handlende er med til at pege på udfordringer, løsninger og fremtidsvisioner, så derfor bliver de naturligvis inddraget i hele processen. Og vi sørger for, at alle butikker bliver besøgt, så vi har det bedst mulige grundlag at arbejde videre på”, siger borgmester Henrik Hvidesten.
Analysen gennemføres af ICP, der i de kommende uger vil indsamle data om detailhandelen i hele Ringsted Kommune. Alle butikkerne i kommunen vil blive besøgt af medarbejdere fra ICP, som bl.a. vil indhente omsætningstal og registrere butikkernes størrelser. De indsamlede data vil bl.a. indgå i beregninger, hvor omsætningen i kommunens dagligvare- og udvalgsvarebutikker ses i sammenhæng med forbrugspotentialet hos kommunens borgere – og dermed giver et indtryk at kommunens handelsbalance.
ICP har stor erfaring med denne type analyser og har en bred viden om, hvad der i øjeblikket rører sig på detailhandelsområdet regionalt og på landsplan og kan derfor give nogle konkrete råd til, hvordan man i Ringsted kan styrke udviklingen i kommunens detailhandel.