Man ved bare, når det er en succes! ZBC Junior Konditor-forløbet er nu færdigt og har allerede markeret sig som en fantastisk mulighed for unge at udfolde deres kreativitet og passion for konditorfaget. En af deltagerne skal faktisk arbejde hos KonditorBageren i Ringsted.

ZBC Junior Konditor-forløbet er designet til at skabe stolthed omkring ZBC og vække interessen for konditorfaget blandt unge i alderen 12-15 år. Over seks onsdage, fra kl. 16.00 til 18.00, mødtes de unge deltagere på Konditorskolen ZBC i Ringsted for at udfordre sig selv i en underholdende og lærerig bagedyst.

Her handler det ikke om at eliminere nogen som i tv-programmerne – tværtimod er fokus på sammenhold, fællesskab og gode oplevelser. Under vejledning fra en erfaren konditor, der fungerer som dommer, skaber deltagerne hver gang forskellige kager og forbereder deres ”Finalekage” med teknikker som fondant, chokolade, glace og mousse.

Forældre, søskende og bedsteforældre fik også mulighed for at smage på kagerne. På den sidste dag blev “Finalekagen” præsenteret for dem, og blev af konditoren bedømt ud fra udseende, snit, teknikker og harmoni i smagen. Præcis som i Bagedysten.

Seks deltagere er undervejs udnævnt som “Stjerne Junior Konditorer”, og på finaledagen blev den samlede vinder kåret, der får æren af titlen “ZBC Junior Konditor”.

Pressefoto
Pressefoto