Af  Christian Pedersen, Added Value Communications

Hvordan kommunikerer man et budskab fra en 2.000 år gammel tekst til en digital virkelighed, hvor algoritmer og opmærksomhedsøkonomi dominerer? For sognepræst Otto Lundgaard handler det ikke om at udvande budskabet – men om at få det delt.

“Jeg tror, Folkekirkens største kommunikative udfordring er, at samfundet har ændret sig, mens kirken i for høj grad har fastholdt en indadvendt kommunikationsform. Vi har tendens til at lukke os bag kirkens tykke mure med en vis selvsikkerhed i forhold til verden omkring os. Men vi skal ikke kun tale til 70+-segmentet.”

Sådan siger Otto Lundgaard, der netop har markeret 25-års jubilæum som sognepræst. Han har siden 2008 været ansat i Ringsted Sogn, hvor han er tilknyttet både Sct. Bendts Kirke og Klostermarkskirken.

Fra prædikestol til Facebook
Et citat, Otto ofte vender tilbage til, stammer fra den tidligere biskop i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller: “Evangeliet lever af at blive delt.” Det gælder i mødet med mennesker, ved kirkelige handlinger – og på sociale medier.

På et kursus i 2011 blev han for alvor bevidst om potentialet i Facebook som kommunikationskanal for kirken. Siden har han været en engageret og aktiv bruger, hvor han via sin side deler både sit præsteliv og sit personlige liv.

“Jeg kan ikke adskille mit personlige og mit arbejdsmæssige liv. Derfor viser jeg begge dele. Det handler om troværdighed – og om at mennesker skal kunne spejle sig i én som præst,” siger han.

Coronavideoer og digitale prædikener
Under corona-nedlukningen gik præsterne i Ringsted Sogn aktivt i gang med at producere videoer til sociale medier. Prædikener og refleksioner blev delt, og mange fulgte med. Det viste, ifølge Otto Lundgaard, at der er et publikum – også uden for kirkebænkene.

“Desværre gled vi hurtigt tilbage til de vante kommunikationsmønstre efter pandemien. Det er en skam, for vi så jo, at formatet havde rækkevidde – også til dem, der sjældent kommer i kirken.”

Selv fortsætter han med at lægge sine prædikener op på Facebook, hvor opslagene ofte afføder både likes, kommentarer og direkte henvendelser.

En prædiken skal høres – og forstås
Når han skriver prædikener, tager Otto Lundgaard udgangspunkt i, at en prædiken skal høres, ikke læses. Han citerer en anden tidligere biskop for Roskilde Stift, Jan Lindhardt, som sagde til unge præster: “Gå hjem og fortæl en historie, der ender godt.”

“Folk skal have noget med hjem. Noget, der giver håb – og som de kan bruge. Det gælder både de faste kirkegængere og dåbsforældre, der måske ikke kommer i kirke til hverdag,” siger Otto Lundgaard.

Han undgår fagteologiske begreber og lange citater fra bøger på prædikestolen. I stedet bruger han aktuelle begivenheder og film til at understrege pointer. Film, siger han, har ofte universelle grundfortællinger, som folk umiddelbart kan spejle sig i.

Praktiske greb og personligt nærvær
Otto Lundgaard skriver sine prædikener på tre A4-ark, opsat i to spalter. I den første spalte står søndagens evangelietekst, i de næste hans manuskript – altid skrevet i talesprog og tilpasset mundtlig formidling.

”Jeg lægger vægt på, at man ikke må lyde kedelig på en prædikestol. Gerne alvorlig, men aldrig kedelig,” siger han og peger på to citater, han altid har med sig i sin præstekuffert, som han transporterer sin præstekjole og -krave i.

Det ene citat stammer fra afdøde pave Frans og lyder: “Don’t be boring.”

Ved siden af det har han et andet – af Martin Luther King: “Mørke kan ikke drive mørke ud. Det kan kun lys. Og had kan ikke drive had ud. Det kan kun kærlighed.”

“Det er to påmindelser, jeg lader mig inspirere af, hver gang jeg går på prædikestolen. For formidling i kirken er ikke kun et spørgsmål om ord – men om nærvær, alvor og menneskelighed.”

Kommunikation som præstegerningens kerne
Otto Lundgaard ser ikke kommunikation som noget, der ligger uden for præstegerningen – tværtimod. At formidle er en helt central del af hans hverdag, uanset om det er til en gudstjeneste, ved en samtale eller via et opslag på sociale medier.

Han nævner både politikere, skuespillere og standupkomikere som inspiratorer, men fremhæver særligt præsterne fra sin barndoms Brønshøj Sogn som sine egentlige rollemodeller.

“De var nærværende og dygtige formidlere, og nogle af dem har været mine pejlemærker hele vejen. Ikke bare når det handler om at skrive en god prædiken – men også i spørgsmålet om, hvordan man er præst med troværdighed og tydelighed.”

Vil du følge Otto Lundgaard på Facebook?
Du finder hans profil her: https://www.facebook.com/otto.lundgaard
Her får du mere info om Ringsted Sogn

Added Value Communication blev stiftet i 2007 af kommunikationsrådgiver Christian Pedersen, Ringsted.

Det er Christians overbevisning og erfaring, at virksomheder, der kommunikerer klart, til tiden og i de rette kanaler, lykkes bedre med deres forretning.
 
Christian har mange års erfaring med kommunikation i danske og internationale virksomheder og organisationer og løser i dag kommunikations- og markedsføringsopgaver for virksomheder og organisationer.
 
Når der er behov for ekstra ressourcer og kompetencer ved særlige opgaver trækkes på et netværk af leverandører og samarbejdspartnere.
 
Foto: SDL