Fællessang for alle på biblioteket
På Ringsted Bibliotek kan du være med til to stemningsfulde aftener med fællessang i foråret.
Fællessang bringer mennesker tættere sammen og skaber en helt særlig stemning, hvor man deler både ord og følelser. Når man synger, glemmer man hverdagens travlhed og finder ro og glæde i musikken. På biblioteket kan du i foråret opleve to aftener fyldt med fællessang, hvor alle kan være med.
Hvornår og hvad synger vi?
De to aftensangsarrangementer finder sted:
- Torsdag den 23. januar kl. 19.00-20.30 – temaet er “Aften og vinter”
- Torsdag den 24. april kl. 19.00-20.30 – temaet er “Frihed” i anledning af 80-året for Danmarks befrielse
Aftenerne byder på salmer og sange fra Højskolesangbogen, der passer til temaerne. Vi synger blandt andet “Du som har tændt millioner af stjerner”, “Solen er så rød, mor”, “Livet er en morgengave” og “Verden er våd og lys”. Begge aftener har deltagere også mulighed for at ønske sange fra Højskolesangbogen, som vi sammen vil synge.
Fællesskab og fordybelse
Sangene ledes og akkompagneres af Lis Nielsen, der med sit klaverspil skaber en varm og indlevende ramme om arrangementet. I pausen serverer biblioteket kaffe og småkager, så der også er tid til hyggeligt samvær.
Praktisk information
Vi synger sammen i den gamle Anlægspavillon lige overfor biblioteket. Billetter kan købes på bibliotekets hjemmeside eller i betjent åbningstid på biblioteket. Billetter koster 55 kr. og 40 kr. for medlemmer af bibliotekets gratis medlemsklub, KULT.