Sæsonens sidste forestilling i OperaKino spilles søndag den 19. maj kl. 14.00. Og der sluttes med det helt store drama, nemlig Elektra med musik af Richard Strauss i en optagelse fra Salzburg Festival 2020.

I sin 100-års jubilæumsudgave fejrer Salzburg Festival en ægte triumf med en mind-blowing ny produktion af Elektra. Den vedholdende dysterhed og rædsel, som gennemsyrer Sofokles’ historie, bliver i hænderne på Hofmannsthal og Richard Strauss til et drama, hvis eneste tema er hævn. 

Den litauiske sopran Ausrine Stundyte som en hævngerrig og traumatiseret Elektra gør opsætningen  til en ægte knockout-forestilling! Hendes søster Chrysotemis synges af hendes landsmand Asmik Grigorian, der fik sit internationale gennembrud som Salome på Salzburg-festivalen 2018 tiljublet af publikum. Tanja Ariane Baumgartner som Klytämnestra, Derek Welton som Orestes og Michael Laurenz som Aigisthos fuldender et ensemble af førsteklasses sangere.

Krzysztof Warlikowskis iscenesættelse af dette værk om modermord, besættelse, hævn og fysisk nedbrydning er en dyb psykologisk fremstilling af en ødelagt familie.

Dirigenten er Franz Welser-Möst i spidsen for Wiener Philharmonikerne, som tæller 115 musikere i denne forestilling.  The Times skrev: ”At have valgt Elektra af alle stykker var dristigt – og at have afviklet det så godt, er en triumf”.

Operaens musikalske motiv er den myrdede Agamemnons motiv, der i forskellige udformninger dukker op igennem hele operaen, hver gang Elektra omtaler ham og tænker på ham. Elektras kærlighed til faderen tegnes i et mere inderligt motiv og forholdet mellem de to søstre i en lys smuk melodi, frit harmoniseret. På mange måder er det orkestret, der spiller hovedrollen i denne opera, for de psykologiske karakter-skildringer er lagt ud til instrumenterne.

Ekstra festlig afslutning på sæsonen

Udover en gratis drink byder foreningen denne dag – som en festlig afslutning på sæsonen – på diverse snacks og specialiteter i pausen.

”Vi takker alle vores gæster i OperaKino for den fine opbakning og glæder os til at byde velkommen til vores tredje sæson i OperaKino til efteråret,” siger Annette Teilmann på vegne af OperaKino.

Billetter købes på www.kinokultur.dk eller i Kino fra kl. 13.00 på dagen. Pris: kr. 200,-. Der er nu nummererede sæder. Forestillingen varer to timer ekskl. pause.

Ny formand i Kino Kultur

På den nyligt afholdte generalforsamling i Kino Kultur blev Peter Helmersen valgt til formand. Han har fra starten spillet en meget aktiv rolle, senest som kasserer, og han ser optimistisk på fremtiden for foreningen, som hele tiden udvider sine aktiviteter. ”Derfor er der også behov for flere frivillige, og er man interesseret i at høre nærmere eller tilbyde sig som frivillig, skal man ikke tøve med at henvende sig på mail: info@kinokultur.dk eller telefonisk på 2137 5775”, lyder opfordringen fra Peter Helmersen.

 

Pressefoto