På landsplan bliver de mænd og kvinder, der har gjort en stor indsats som udsendte for Danmark, hyldet for 12. gang på FLAGDAGEN FOR DANMARKS UDSENDTE, der altid afholdes 5. september. I Ringsted var det 6. år, at man hyldede de udsendte.
Kl. 9.30 hejste Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten flaget på Torvet, hvorefter Københavns Marineforenings Musikkorps førte an ved procession fra Torvet, gennem Nørregade til Nørretorv, hvor deltagerne blev budt indenfor i Ringsted Kongrescenter til brunchbuffet.
Afghanistan som naturligt emne
Det var uundgåeligt for Henrik Hvidesten at tale om situationen i Afghanistan, da han holdt sin tale for veteranerne.
Henrik Hvidesten ville ikke komme med et bud på, om hele indsatsen i Afghanistan har været det værd, og han pointerede, at der formentlig heller ikke findes et entydigt svar på det.
Det er meget svært at svare på om indsatsen har været det værd for dem, der kom hjem med ar på krop og sjæl eller måske slet ikke kom hjem. Og hvorvidt det har været det hele værd i kampen mod terror er heller ikke til at komme med et entydigt svar på.
Har det været en samlet indsats værd for afghanerne, der nu igen er domineret af Taleban? Måske eller måske ikke. Måske på den korte bane og måske lige nu, men vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, og vores tilstedeværelse har givet en generation en mulighed for at se et alternativ til Taleban og deres samfundsform. Vi kan jo håbe, at det har været med til at give de unge afghanere modet til at kæmpe for et bedre samfund, hvor kvinder deltager på lige fod med mænd, og hvor man ikke skal leve i frygt for at komme på tværs af regimet sagde Henrik Hvidesten og fortsatte:
Det vi ved, vi skal holde fast i, både i Afghanistan og alle de andre aktioner, vi har deltaget i, det er, at alle jer der har været udsendt, I har hver især gjort en forskel der, hvor I var. I har været med til at skabe frihed og tryghed og været med til at gyde håb.