De svageste ældre i kommunen får fra 1. juli mulighed for at få 30 minutters ekstra og fleksibel hjemmehjælp om ugen. Tilbuddet om fleksibel hjemmehjælp lanceres som et ’klippekort’, hvor de ældre har et ugentligt klip, der kan bruges på 30 minutters hjælp til sociale aktiviteter i eller uden for eget hjem, personlig pleje eller praktisk hjælp.
Skal øge den enkeltes livskvalitet
Det nye tilbud betyder, at de ældre i målgruppen i fremtiden kan få ledsagelse og hjælp til en gåtur, et besøg hos frisøren, højtlæsning eller andet, som giver den enkelte livskvalitet, hvilket ikke var muligt tidligere. Tiltaget er blevet til for de 1,2 millioner kr., Ringsted Kommune har modtaget fra ”puljen til øget livskvalitet for de svageste hjemmehjælpsmodtagere”, og er målrettet de allersvageste ældre i kommunen.
”Nærhed og omsorg er bærende værdier i vores små og store fællesskaber i Ringsted. De, der har behov, får hjælp, og derfor er jeg glad for, at vi lancerer klippekortsmodellen. Pengene fra puljen kan virkelig gøre en forskel for de svageste ældre, og med klippekortet får de mulighed for selv at bestemme, hvad den ekstra tid skal bruges til. Det giver livskvalitet selv at kunne planlægge en tur ud i byen eller en hyggestund med sin hjælper”, udtaler formand for Ældre- og Genoptræningsudvalget Benny Christensen.
Medarbejderne hilser tiltaget velkomment
Tiltaget skaber ikke kun glæde hos politikerne. De medarbejdere, som til dagligt arbejder med kommunens ældre borgere, glæder sig også til at kunne give en endnu bedre service:
Sosu-hjælper Lonnie Bensadon, siger, ”Jeg glæder mig til at få bedre mulighed for at tale med og være sammen med mine borgere på en anden måde. En stor del af vores borgere har lyst til og behov for mere socialt samvær og som medarbejder tror jeg, at det vil styrke min arbejdsglæde, men det er klart, at det også bliver en omvæltning.”
Kommunen kontakter de ældre
Klippekortet er rettet mod de allersvageste borgere i kommunen. Kommunen tager kontakt til de borgere, som er i målgruppen for klippekortet. For at få gavn af ordningen, skal de ældre altså ikke foretage sig noget aktivt. Ordningen bliver indført fra juli måned.