Flot fremmøde til informationsmøde om Torvet
Ringsted Kommune oplyser i pressemeddelelse, at der i går (29. juni 2016. Red.) var omkring 60 borgere, repræsentanter fra byens handelsliv samt en række politikere samlet til informationsmøde om Torvets fremtid i Kulturhuset.
Byrådet vedtog på sit seneste møde detailplanen for, hvordan Torvet skal se ud i fremtiden, så derfor havde Ringsted Kommune og Ringsted Forsyning inviteret borgere og andre interesserede til et informationsmøde om planerne med Torvet.
På mødet præsenterede ingeniørvirksomheden Rambøll, som rådgiver kommunen og forsyningen i arbejdet med Torvet, projektet for de fremmødte. Efterfølgende var der mulighed for at stille spørgsmål til både kommunens administration og politikerne.
Hos kommunen var der stor tilfredshed med mødet:
”For mange kan det nok godt blive lidt teknisk at kigge på plantegninger og skitser, så jeg tror, det var rart for de fremmødte at få sat et egentligt billede på de planer, vi har for bymidten, og samtidig få mulighed for at stille uddybende spørgsmål. Jeg fik mange tilbagemeldinger om, at de fremmødte gik hjem med en bedre fornemmelse af, hvad der skal ske, og hvorfor vi gør det”, siger borgmester Henrik Hvidesten.
Spørgelysten hos de fremmødte var i hvert fald stor, og der blev blandt andet spurgt ind til kørselsretningen over Torvet. Her var svaret, at kommunen, som erstatning for den eksisterende vej, etablerer en ny rundkørsel og vej på den østlige del af Torvet, som åbnes for både personbil- og bybustrafik i begge retninger.
Et andet tilbagevendende tema var parkeringsforholdene på Torvet, som ændres, da de nuværende parkeringspladser på Torvet nedlægges. Det blev på mødet gjort klart, at kommunen vil etablere en række erstatningspladser i bl.a. Nørregade.
Endelig spurgte flere af de fremmødte ind til indretning af Torvet, og hvordan det bliver mere attraktivt at opholde sig der. Det skal ny grøn beplantning, små opholdsrum og en række børnevenlige aktiviteter blandt andet hjælpe til med.
Formand for Ringsted Handelsstandsforening, Steffen Nielsen, var en af de fremmødte:
”På mødet fik jeg svar på en række på spørgsmål, så jeg gik hjem med en fornemmelse af, at vi nok skal få et godt Torv, som kan give den samlede midtby et løft. Samtidig synes jeg, at det er positivt, at Ringsted Kommune inviterer borgerne indenfor og informerer åbent om projektet”, siger Steffen Nielsen.
Mødet blev afsluttet med en kort rundtur i området, hvor kommunen og Rambøll præsenterede de enkelte elementer af projektet, der hvor de skal udføres.