Ringsted Børnefestival og Oplev Ringsted har modtaget et bidrag på 75.000 kroner fra Trelleborg Fonden ved Sydbank Ringsted til læringsforløb, dels på Ringsted Børnefestival, dels på Efterårssjov i Ringsted Kongrescenter.
Det er en uvurderlig støtte, som vi i Oplev Ringsted er meget taknemmelig for. Ringsted Børnefestival og vores øvrige børneaktiviteter er afhængige af velvillige fonde der er med til at udbrede kultur og læringsforløb til børnene. Den gør det muligt at sætte børn og børneaktiviteter i højsædet i Ringsted.
Trelleborg Fonden uddeler bidrag til blandt andet aktivering af unge, både sportsligt, kulturelt og uddannelsesmæssigt, gerne baseret på fællesskaber, samt til aktiviteter af kulturel karakter, både af udviklende og præsenterende karakter.
Sydbank Ringsted mener det er vigtigt at støtte op om lokale initiativer og synes det er fantastisk med læringsrige aktiviteter i Ringsted, så børnefamilierne ikke behøver tage andre steder hen. Det er noget af det, der gør det attraktivt at bo i Ringsted.
Formålet med læringsforløbene på Ringsted Børnefestival er, at børn lærer andre børn om biodiversitet i børnehøjde. Mottoet er, at det er en festival, vi laver for hinanden, og temaet ”Fra børn til børn” er vigtigt i en tid, hvor børn og voksne i særlig grad trænger til at lege og være kreative sammen.