Den åbnede i Nordcentret søndag den 16. oktober – Ringsteds nye japanske restaurant Tatami, og der har været travlt lige siden i de 1.000 kvadratmeter store lokaler med bordplads til 300 personer.
Med et åbningstilbud på halv pris pr. person søndag, mandag og tirsdag, var restauranten hurtigt fyldt op, og det var umuligt at få bordplads.
Første dag med højere priser
Onsdag var Tatamis første dag de priser, der kører frem til og med 30/11 og selvom det var muligt at få et bord, var der mange mennesker i restauranten.
Der er ikke noget menukort, men en kæmpestor super deluxe japansk buffet med over 120 retter, bl.a. en velassorteret sushi-buffet, en lækker frugtbuffet og forskellig slags is og kage til den søde tand.
Til gavn for Benløse og Nordcentret
Hvis Tatamis popularitet fortsætter, så vil det utvivlsomt gavne Benløse og Nordcentret, der udover Restaurant Tatami bl.a. huser Mission Afrika, Bakkal Købmand & Slagter, Infinity Hair Salon og Fair Fitness.
Det er den 25-årige Andrea Wu, der som daglig leder af Restaurant Tatami, er ansvarlig for at restaurantens succes, og indtil videre går det jo rigtig godt for den unge kvinde.
/ht