Ringsted Kommune genudbyder en attraktiv storparcel på godt 41.000 m2, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Genudbuddet gennemføres som følge af, at Ringsted Kommunes byråd har besluttet at hæve det maksimale antal nye boligenheder fra 150 til 210. Forøgelsen i antallet af boliger giver mulighed for at udnytte bebyggelsesprocenten optimalt og samtidig opfylde de behov, som der er hos de mennesker, der kommer til at bo i de nye boliger. Storparcellen er en del af det gamle kaserneområde, der er et af kommunens mest attraktive boligområder – tæt på bymidten, de store centerområder og kommunens mange sportsfaciliteter og samtidig tæt på skønne naturoplevelser.
Den udbudte storparcel ligger på det gamle militære øvelsesterræn og i direkte forlængelse af de smukke historiske kasernebygninger, der i dag bl.a. huser private boliger, kommunens musik- og kulturskole og iværksættermiljøet Den Kreative Matrikel.
Rammerne for udbuddet lægger op til, at det nye boligområde kommer til at spille sammen med kasernebyens identitet, men gerne med sit eget udtryk. Boligerne skal opføres i traditionel byggestil, men med stor åbenhed for moderne tiltag, lyse boliger, funktionalitet mv.
Udbuddet giver også mulighed for spændende og nytænkende løsninger inden for grøn parkering, klimatilpasning og rekreative områder mv. Storparcellen ligger tæt på motorvejen, hvilket betyder, at der er behov for løsninger med støjdæmpende effekt.
Bygningshøjden må være max. 12 meter og bebyggelsesprocenten må ikke overstige 40 pct.
”I Ringsted Kommune oplever vi stor tilflytning i disse år, og det nye udbud på Kasernen vil være med til at fortsætte den positive udvikling, vi er i gang med i Ringsted Kommune. Det nye udbud er med til at fuldende et af kommunens mest efterspurgte boligområder,” siger Ringsted Kommunes borgmester Henrik Hvidesten.
Kasernen – det gode familieliv tæt på byens puls
I 2001 opkøbte Ringsted Kommune det bynære kaserneområde og begyndte planlægningen af et nyt by- og boligområde. I dag er området næsten færdigudviklet og er et af de mest attraktive boligområder i kommunen med rummelige familiehuse, indkøbsmuligheder og børnehaver – bl.a. kommunens natbørnehave Tinsoldaten. På Kasernen er man tæt på naturen, tæt på transportmuligheder til bl.a. hovedstaden og tæt på byens faciliteter – sportscenter, centerområder, caféer og restauranter.
Ringsted Kommune er en attraktiv bosætningskommune. De seneste 10 år har kommunen fået 2.500 nye borgere og har nu et indbyggertal på 34.500 borgere – og der flytter hele tiden flere til. For i Ringsted får man langt flere kvadratmeter for pengene end man gør i de største danske byer, uden at skulle gå på kompromis med kvaliteten. I Ringsted er man midt i mulighederne med plads og rum til det gode familie- og seniorliv.
Ringsted ligger i et trafikalt knudepunkt ved motorvejen, med hovedveje til de øvrige byer rundt på Sjælland og med rigtig gode togforbindelser mod øst, vest og syd. Den nye jernbane mellem Ringsted og København over Køge er netop åbnet og giver endnu flere forbindelser til hovedstadsområdet.
Overordnet tidsplan om udbuddet
• Genudbuddet løber fra den 1. juli 2019 til den 15. august 2019.
• Ringsted Kommune forventer at træffe beslutning om købstilbud medio september 2019.
• Fra oktober 2019 til juni 2020 udarbejdes lokalplan for området.
• Fra juli 2020 forventer Ringsted Kommune, at byggeriet kan igangsættes.
Det samlede udbudsmateriale hentes på Ringsted Kommunes hjemmeside under www.ringsted.dk/ringstedkasernegrund.