Det bliver både underholdende, informativt og tankevækkende, når politisk kommentator Hans Engell tager publikum med på rundtur i dansk politik anno 2023.
Spørger du Hans Engell er der ingen tvivl om, at dansk politik de næste år vil blive ekstremt spændende. Regeringen og Folketinget skal tage fat på en stribe store reformer, som har ventet i årevis: En sundheds- og sygehusreform og et forsvarsforlig som rummer flere penge end nogensinde. Der skal laves reformer på klimaområdet, og landbruget skal betale Co2-afgifter.
Der er altså mere end rigeligt at tage fat på, når en af landets mest anerkendte politiske kommentatorer kommer til Ringsted for at holde foredrag.
I over 40 år har Hans Engell fulgt livet på Christiansborg på tætteste hold. Først som toppolitiker og medlem af regeringens inderkreds, nu som politisk kommentator og med et kildenet som få. Der findes ikke mange andre, som ved mere om dansk politik bag kulissen end Hans Engell.
Denne aften vil kommentatoren blandt andet runde minkskandalen, sagen med spionchefen og den alvorlige straffesag om brud på tavshedspligten ligesom både krigen i Ukraine, inflationen og den store lønkommision, som skal bedømme, om sygeplejersker og andre i typiske kvindefag får den rigtige løn, bliver taget under ”kærlig” behandling af den rutinerede politiske ekspert.
Hans Engell vil også dele ud af personlige anekdoter og historier fra de mange år på Christiansborg, og han gør det hele med lune og humor, for politik skal ikke være kedeligt og indforstået.
Foredraget er arrangeret af Ringsted Bibliotek og finder sted torsdag den 20. april kl. 19.00-21.00 på Musik og Kulturskolen, Springbrættet, Garnisonen 46-48. Billetter koster 125 kroner og kan købes på www.ringstedbib.dk