“Det er ingen hemmelighed, at der de seneste dage har været blæst om min person. Det har været hårdt for min familie og mig, svært for mit politiske bagland og gode samarbejdspartnere samt givet dårlig omtale af Ringsted Kommune,” skriver Henrik Hvidesten på Facebook.
Søndag bragte DR endnu en historie om en episode, hvor borgmesteren skulle have overskredet en persons grænser.
“Selvom de sidste dage også har budt på megen opbakning og opmuntrende henvendelser, må jeg konstatere, at jeg ikke længere kan bede mit politiske flertal om fortsat at bakke mig op som borgmester. Derfor vil jeg trække mig som borgmester i Ringsted Kommune,” skriver Henrik Hvidesten.
“Jeg kan se tilbage på lige godt 10 år i borgmesterstolen, som er jeg meget stolt af, og som jeg ikke ville have været foruden. Jeg vil takke min kæreste Louise, vores børn og den øvrige familie for den store opbakning, jeg har nydt. Derudover også tak til kollegerne i byrådet for det gode samarbejde og for den tillid, mit politiske bagland har vist mig. Gennem de sidste 18 år har lokalpolitik været en central og vigtig del af mit liv og jeg synes stadig, at jeg har noget på hjertet. Derfor har jeg besluttet, at jeg forsætter som byrådsmedlem, og at jeg vil stille mine kompetencer til rådighed i konstitueringen bag den nye borgmester.”