Danmarks nyeste sjove makkerpar, Sofie Linde og Rasmus Bjerg, tager deres varieté-show på tour og gæster Ringsted Kongrescenter den 13. maj 2022 kl. 20.
Linde på Bjerget er en stor farvestrålende patchwork-forestilling af sketches, musik og dans krydret med kostumeskift og overraskelser, hvor publikum får lov at opleve duoen, når de er allerbedst – nemlig når de har det sjovt:
”Det bliver ét show med smæk på. Et kludetæppe af skæve idéer og vandvittige indfald. Én ting er sikkert; det bliver anarkistisk og uforudsigeligt – ligesom os, Linde og Bjerg,” fortæller Rasmus Bjerg.
”Vi deler ret meget den samme form for humor, og det vil man sikkert også kunne mærke på scenen. Vi skal give folk en kærlig humoristisk lussing, så de går derfra helt elektriske, men uden helt at vide, hvad der egentlig har ramt dem. Fri leg i vanvidsbuffeten!” fortæller Sofie Linde.