Vis hvad du gør for den vilde natur i Ringsted Kommune og deltag i lodtrækningen om 10.000 kr. til endnu flere tiltag. Du kan også søge om penge via Bæredygtighedspuljen til at realisere et større projektet, der gavner biodiversiteten i kommunen.
Ringsted Kommune deltager i konkurrencen om at blive ”Danmarks vildeste kommune”, og vi har brug for din hjælp. Vi står midt i en biodiversitetskrise, hvor mange dyre- og plantearter er i risiko for at forsvinde. Dette skyldes primært mangel på plads til vild og utæmmet natur.
Heldigvis er der rigtig mange ting, vi kan gøre, for at give en hjælpende hånd. For eksempel kan vi holde igen med græsslåning og hækklipningen, lave et vildt hjørne i haven, lade grene og haveaffald blive liggende eller være opmærksom på at plante hjemmehørende arter. Hvis vi er mange nok om at give plads til vild natur på vores arealer, store som små, så betyder det faktisk noget.
I Ringsted Kommune vil vi gerne gå forrest, og vi arbejder på at styrke biodiversiteten på vores egne arealer, men hvis indsatsen virkelig skal gøre en forskel, skal vi have borgernes haver og arealerne ved virksomheder, landbrugsejendommene, grundejerforeninger og boligforeninger med.
Lige nu arbejder Ringsted Kommune med flere end otte naturprojekter, hvor der blandt andet sættes dyr ud til afgræsning, praksis for slåning af grønne områder ændres, og der arbejdes på at skabe nye naturområder.
Konkurrence om 2×10.000 kr. til flere tiltag for vild natur
Ringsted Kommune åbner nu for, at borgere, virksomheder og foreninger kan sende beskrivelser og billeder af deres egne bidrag til at skabe mere vild natur og dermed deltage i en lodtrækning om 2×10.000 kr.. Der udloves 10.000 kr. til henholdsvis en borger eller familie og 10.000kr. til en virksomhed, forening, boligforening, grundejerforening eller landmand i lodtrækningspræmier. Pengene skal bruges til at lave endnu flere tiltag for vild natur. Du deltager via Ringsted Kommunes hjemmeside, hvor du også finder information og inspiration til tiltag, der gavner mangfoldigheden af både planter og dyr.
Søg om penge til et større projekt via Bæredygtighedspuljen
Hvis du går rundt med en idé til et større projekt, kan du søge om penge via Bæredygtighedspuljen, som i år er afsat til projekter, der gavner biodiversitet. Der er i alt 120.000 kr. i puljen, og den kan søges af både private, organisationer, foreninger og virksomheder. Herved håber kommunen på bidrage til, at flere borgere får mere viden om biodiversitet, og hvad man selv kan gøre, som borger, landmand, virksomhed eller forening, for at hjælpe de trængte planter og dyr.
Sådan gør du
På Ringsted Kommunes hjemmeside kan du finde mere information om konkurrencen, ansøgningsskema til Bæredygtighedspuljen, samt tips og inspiration til, hvordan du med simple tiltag giver den vilde natur mere plads.
Deltag i konkurrencen eller søg tilskud fra Bæredygtighedspuljen på https://ringsted.dk/borger/danmarks-vildeste-kommune
Der sker allerede mange spændende ting rundt omkring i kommunen, og vi glæder os til at skabe bedre vilkår for både planter og dyr i fællesskab.