Ringsted Bibliotek søger deltagere til et nyt projekt for seniorer, der under titlen ”Hold hjernen frisk – #dinringstedhistorie” sætter fokus på fysisk, mental og social aktivitet. 

Foto: Colourbox

Det er sundt at bevæge sig. Også når du bliver ældre. Ny forskning viser, at det er sundt at bevæge sig i godt selskab, mens du også er mental aktiv.

I samarbejde med DGI og med støtte fra Nordea-fonden søger Ringsted Bibliotek lokale seniorer til et nyt projekt i efteråret under titlen ”Hold hjernen frisk – #dinringstedhistorie”.

Forløbet har fokus på mental og fysisk aktivitet, men også sociale oplevelser med natur og kultur. Deltagerne kommer rundt i Ringsted og omegn, og får mulighed for at fortælle en personlig Ringsted historie via film, billeder og lyd.

Projektet forløber over 15 onsdage i efteråret, hvor deltagerne også får vejledning i at fotografere, samt optage lyd og film.

”I forløbet kommer deltagerne til at opleve natur og kultur i Ringsted med fokus på at formidle deres oplevelser til andre via foto, film og lyd”, fortæller bibliotekar Camilla Roesen, der er projektleder på ”Hold hjernen frisk – #dinringstedhistorie”.

Film, foto og lydoptagelser fra forløbet bliver overdraget til Ringsted Museum & Arkiv, som dokumentation for eftertiden.

Tilmelding
”Hold hjernen frisk – #dinringstedhistorie” forløber over 15 onsdage i efteråret med start onsdag den 6. september kl. 15.00-17.30 på Ringsted Bibliotek. Det koster ikke noget at deltage, men bindende tilmelding er nødvendig. Du kan tilmelde dig og se hele programmet på ringstedbib.dk.

”Hold Hjernen Frisk – #dinringstedhistorie” er støttet af Nordea-fonden og afvikles i samarbejde med DGI, Center for Sund Aldring på Københavns Universitet og Slots- og Kulturstyrelsen. Lokale samarbejdspartnere er Ringsted Museum & Arkiv og Ældresagen i Ringsted.

/ Ringsted Bibliotek