Tre nominerede virksomheder kom i finalen på tværs af et enormt tæt felt, og dagens kåring resulterede i en 2.plads til lærepladsen, som ZBC-elev Andreas Birk Gustafson fra Ringsted havde indstillet.
Der var mødt talstærkt op hos Dansk Arbejdsgiverforening, hvor to nationale vindere af ’Årets Læreplads’ of ’Årets Innovative Læreplads’ skulle kåres. Andreas Birk Gustafsons læreplads nåede finalen, og fik fine ord med på vejen af fagjuryen, som i sidste ende skulle pege på den ene vinder.
– I er lykkes med at identificere et potentiale hos jeres lærling, og I har haft fokus på ikke bare at lytte til hans forslag, men også at give opbakning til og afprøve de innovative idéer, han er kommet med. Andreas har hos jer fået udstrakt mulighed for at bruge sin faglige og personlige kompetencer og evner til at forfølge en idé og udvikle og afprøve den helt frit, fortæller Claus Mejlby, der er formand for Fonden for Entreprenørskab Sjælland.
Den fine anerkendelse og finalepladsen var også noget, der personligt betød meget for Claus Bondo Jørgensen, som er Production Calibration Manager og ansvarlig for lærlingeområdet hos Hottinger Brüel & Kjær.
– Jeg er utrolig stolt. Jeg har haft med lærlinge at gøre i 40 år, og jeg har aldrig oplevet det her. Det har været en helt vild rejse, så jeg er så glad for, at vi overhovedet er blevet indstillet og er kommet så langt, fortæller han.
For Andreas Birk Gustafson, som havde indstillet sin læreplads, var det også stort at være med i finalen
– Jeg har det faktisk rigtig godt, og jeg synes det er rigtig dejligt at være her i dag. Det bliver nok lidt adrenalinfyldt at komme tilbage på arbejde, for jeg glæder mig rigtig meget til at dele den her nyhed med alle mine kollegaer og få statuetten med hjem, siger han.
Vigtig anerkendelse
Til kåringen var der lærepladser fra hele landet, og alle specialiserede i forskellige områder – både erhvervsmæssigt og hvordan de arbejder med lærlinge. Fælles for alle var dog, at de blev hyldet for deres indsatser.
– Det var et virkelig stærkt felt, og jeg synes også at de andre var gode. Vigtigst af alt, synes jeg egentlig bare det er fantastisk at se andre gode lærepladser, som også bliver anerkendt for deres arbejde, siger Andreas Birk Gustafson
Der ligger et dybere budskab i arbejdet med at kåre og hylde lærepladser hvert år, for det skal ikke kun være med til at vække glæde. Det skal være med til at gøre lærepladserne mere attraktive, og det er vigtigt.
– Vi er en organisation med mange årtider bag os med en stolt lærlingetradition, og den vil vi gerne også have i fremtiden. Vi vil gerne kunne tiltrække nye, unge mennesker til vores virksomhed, for det er den eneste måde, vi kan være konkurrencedygtige på, siger Claus Bondo Jørgensen.
Fakta
Vinderen af Årets Læreplads blev i år Brugsen Vesløs, tæt efterfulgt af Konditorbager Outrup og Petrowsky A/S på en delt andenplads.
Vinderen af Årets Innovative Læreplads blev Tømrermester Anders Mainz, efterfulgt af Hottinger Brüel & Kjær og Jysk Elteknik.
397 lærepladser var indstillet på landsplan til de lokale kåringer, hvoraf ZBC-elever stod for hele 119 af dem.
Det er erhvervsskolerne selv, der står for de lokale kåringer, mens foreningen Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier står for den nationale kåring.