Efter en lidt svag start på 2017 er det atter blevet rigtig sjovt at være husejer i Region Sjælland. Sammenlignet med samme periode sidste år er huspriserne på imponerende vis steget i samtlige 17 kommuner.

Det viser Bolighed.dks Prisindeks, der har opgjort de allernyeste kommunale boligdata for andet kvartal af 2017.

Uanset bopælskommune vil boligværdien for en gennemsnitlig sjællandsk hus- eller villaejer være øget i de seneste 12 måneder.

Det betyder at et sjællandsk hus på 140 kvadratmeter, som i gennemsnit kostede 1,75 millioner kr. i første kvartal af 2016, nu er steget med omkring 84.000 kr.

“Opblomstringen på det sjællandske boligmarked fortsætter ufortrødent og har gjort det i en rum tid. Af-smitningen fra det københavnske boligmarked har efterhånden manifesteret sig som mere end bare en kortvarig trend.

Og alt tyder på fremtidige prisstigninger for langt de fleste boligejere i regionen,” siger adm. direktør for www.bolighed.dk, Christian Jaspers.

Også i sammenligning med årets første tre måneder er huspriserne det seneste kvartal steget i samtlige sjællandske kommuner – på nær et marginalt fald i Stevns Kommune og status quo i Sorø Kommune.

De allerstørste årlige prisstigninger tegner Lolland og Vordingborg kommuner sig for. I Lolland Kommune er et hus blevet 8,6 procent mere værd det seneste år, mens det i Vordingborg har øget sin værdi med 7,5 procent.

De mest beskedne prisstigninger finder man i henholdsvis Guldborgssund, Sorø og Greve kommuner, hvor udbudspriserne på villaer og rækkehuse sidste år steg med henholdsvis 0,9, 1,3 og 1,6 procent.

Her tjente boligejerne mest
Prisstigningerne har dog vidt forskellig betydning i kroner og ører alt efter, hvilken kommune der er tale om. En gennemsnitlig boligkøber i Køge Kommune, der i andet kvartal af 2016 investerede 2,55 mio. kr. i et hus på 140 kvadratmeter, har i dag tjent knap 170.000 kr. på et år.

I Faxe Kommune, hvor kvadratmeter-priserne er markant lavere, kunne en boligejer, der sidste år købte et hus på 140 kvadratmeter til knap 1,6 mio. kr., se sin investering stige med knap 60.000 kr. i værdi.

Og der er umiddelbart ikke noget, der tyder på at prisstigningerne stopper i Region Sjælland.

“Med de lave renter, stigende indkomster og høj beskæftigelse tyder meget på, at fremgangen på boligmarkedet fortsætter her,” siger Christian Jaspers.

 

  

/Pressemeddelelse – Bolighed.dk