Friluftsrådet uddeler i år 183 Blå Flag til danske strande og lystbådehavne. Derudover får 51 strande mærkningsordningen Badepunkt, som er garanti for både rent vand og særlige natur-, kultur- og friluftsoplevelser. Haraldsted Lillesø tæller med her.
“Rigtig mange danskere vil formentlig igen i år holde ferie i Danmark, og derfor er det glædeligt, at vi har kunnet give så mange strande det kvalitetsstempel, som mærkningsordningerne Blå Flag og Badepunkt er, nemlig en høj standard indenfor miljø, vandkvalitet og sikkerhed,” siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.
183 strande og havne kan i 2021 hejse det Blå Flag, mens hele 51 strande er blevet udnævnt som et Badepunkt.
Badepunkt er en nordisk mærkningsordning for strande, som modsat Blå Flag-strande ikke har et hav af faciliteter, men til gengæld er steder med særlige natur-, kultur- eller friluftsoplevelser. Ordningen startede som et pilotprojekt med syv Badepunkter i 2018 og er siden blot vokset i popularitet.
“Jeg er glad for, at så mange kommuner viser interesse for at kunne hejse Badepunkt-flaget og dermed tilbyde sine gæster badeoplevelser af den slags, mange også efterspørger – mere naturlige strande, hvor man kan få fine natur- eller friluftsoplevelser specielt for det område, men hvor der stadig ligesom på Blå Flag-strandene er rent badevand og badesikkerhed,” siger Winni Grosbøll.
I Danmark er det Friluftsrådet, der som en uafhængig part driver mærkningsordningen, herunder i løbet af sæsonen kontrollerer, at strande og havne med Blå Flag og Badepunkt lever op til kriterierne i ordningen.
De blå og hvide flag hejses på mange havne og badesteder fra 1. juni.
Se listen over strande og havne med Blå Flag og Badepunkter 2021