Ringsted Kommune byder sammen med Ringsted City og Oplev Ringsted op til samarbejde om at skabe mere liv i bymidten. Alle ideer er velkomne.
Den 10. februar afholdes der workshop i Ringsted Kongrescenter, hvor bymidtens erhvervsdrivende i gadeplan dels kan blive inspireret af bystrategisk rådgiver Torben Bo Jørgensen, dels arbejde sammen med de andre erhvervsdrivende om konkrete ideer, som kan skabe mere liv i bymidten. Workshoppen markerer startskuddet på en fælles indsats, der skal skabe mere aktivitet og gøre bymidten mere attraktiv for de handlende.
Oplægsholderen Torben Bo Jørgensen ejer konsulentfirmaet BYSTRATEGI og har mange års erfaring med udvikling af levende bymidter og detailhandel. I slutningen af februar udgives hans bog ”Vinderbutikker” om samme emne. På mødet vil han både give sin vurdering af bymidtens styrker og svagheder og komme med inspiration fra andre byer, og hvordan de har arbejdet med udfordringerne.
Formand for Ringsted City og ejer af Vin & Vin, Henrik Schuster Andersen, ser frem til at få inspiration og mødes om at styrke bymidtens handelsliv.
”Vi er presset af især internethandel, hvor coronatiden har sat turbo på at ændre købsvaner hos mange. Derfor er det afgørende for et levende handelsliv i bymidten, at vi sørger for en positiv og inspirerende handelsoplevelse for de handlende. Det ansvar er vores, og derfor ser jeg frem til, at vi erhvervsdrivende får taget hul på den snak.”
Ringsted Kommune har afsat en aktivitetspulje til forslag fra butikkerne, og hensigten er, at de butiksejere, som kan og vil deltage, mødes en gang om måneden, og kan bruge af pengene til aktiviteter.
”Oplev Ringsted arrangerer rigtig mange spændende aktiviteter og tilbud i bymidten som trækker kunder til, og det nye samarbejde skal fokusere på hvordan vi får flere af dem ind over dørtrinnet til byens butikker. Det er butiksejerne som ved, hvad der skal til, og vi kan hjælpe på vej i opstarten ved at dele viden og gode erfaringer fra andre bymidter, skabe et forum, hvor de erhvervsdrivende i gadeplan kan mødes, og ved at bidrage med en aktivitetspulje, siger Bente Jongberg, leder af erhvervsservice i Ringsted Kommune.
Butikkerne i bymidten får en invitation til arrangementet.