Materialepladsen Ringsted, der i løbet af 2025 ville udfase spagnum, er nu i mål og kan erklære sig 100 procent spagnumfri. Samtidig lancerer de deres egen spagnumfri plantemuld, der er udviklet over ni måneder.
Anden og sidste del af kapitlet om udfasning af spagnum på Materialepladsen Ringsted er nu skrevet færdigt. Det er dog ikke sket fra den ene dag til den anden, men nu er tiden kommet, hvor virksomheden kan erklære sig 100 procent spagnumfri – og det er en stor dag for Materialepladsen Ringsted.
– Vi har arbejdet på det her i et helt år, så det er fantastisk i dag at kunne sige, at vi er fuldstændig fri for spagnum på Materialepladsen. For at kunne nå hertil, har vi brugt månedsvis på at finde de absolut bedste alternativer. For at udfase så indgroet et produkt som spagnum, har vi lagt mange kræfter i at udvikle alternativerne, så de har de absolut bedste forudsætninger til dyrkning, fortæller Allan Johansen, der er direktør på Materialepladsen.
I tæt samarbejde med producenten Ny Vraa, der leverer den pilekompost, der har erstattet ren spagnum på Materialepladsen Ringsted, er der blevet udviklet en helt ny opskrift på plantemuld.
Har sendt prøver frem og tilbage
Den nye plantemuld er lavet af en blanding af en særlig pilekompost, harpet muld og en smule kvælstofgødning, og den er blevet testet og tilpasset undervejs, før man fandt frem til den endelige opskrift. Det er foregået i et tæt samarbejde med Ny Vraa i Tylstrup i Nordjylland, og det har betydet, at Materialepladsen og nordjyderne har sendt blandinger af plantemuld frem og tilbage, før de fandt den perfekte opskrift.
– Vi kontaktede Ny Vraa sidste år for at få hjælp til, hvordan vi kunne blive fri for spagnum på alle vores pladser, og hvad vi kunne erstatte det med. De har ikke bare givet os gode forslag, men hjulpet os med at lave vækstforsøg og tilpasse den nye blanding til plantemuld. Vi har brugt de seneste ni måneder på at sende muldprøver frem og tilbage, før vi endelig nåede til nu, hvor mulden er i handlen på pladserne, og vi er 100 procent fri for spagnum, lyder det fra Allan Johansen, som desuden glæder sig over, at prisen på den nye blanding kan holdes på samme niveau.
Styrken viste sig i rødderne
Hvor den gamle plantemuld på Materialepladsen Ringsted bestod af et miks af spagnum, harpet muld og kompost samt støbegrus og gødning, består den nye opskrift af en særlig pilekompost, der er udviklet til formålet, og hvor pilekomposten er mindre omsat, samt harpet muld og en smule kvælstofgødning. Den særlige pilekompost er ligeledes danskproduceret.
Løbende har man lavet forsøg på mulden som vækstmedie – altså til dyrkning. Her har man sammenlignet den gamle muld med den nye ved at så basilikum på de to muldtyper. Forsøgene viste, at den nye muld klarede sig bedre, især ved en væsentligt stærkere rodudvikling. På bladene var der også en lidt større fremspiring af basilikum i det nye miks, hvor bladene også var en anelse lysere og uden brune plamager.
