42-årige Jacob Studsgaard er fra den 1. oktober ny økonomi- og indkøbschef i Ringsted Kommune. Han kommer fra en stilling som økonomichef på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.
Ringsted Kommune har ansat en ny økonomi- og indkøbschef, og det bliver 42-årige Jacob Studsgaard. Han kommer fra en stilling som økonomichef på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse. Han har første arbejdsdag i Ringsted Kommune den 1. oktober.
Kommunaldirektør Jacob Nordby siger:
”Jeg er rigtig glad for, at vi nu får Jacob ombord her i Ringsted Kommune. Jeg er sikker på, at han er den rigtige person til fortsat at udvikle økonomifunktionen i Ringsted Kommune. Jacob har stor erfaring fra den offentlige sektor, og gennem ansættelsesprocessen har han vist, at han vægter god kommunikation og har en dialogbaseret ledelsesstil. Det er jeg sikker på kommer Ringsted Kommune til gavn.”
Jacob Studsgaard siger:
”Jeg ser frem til at komme i gang med opgaverne i Ringsted Kommune. Vi skal blandt andet skal tage fat på at udvikle økonomifunktionen som en strategisk samarbejdspartner for kommunens arbejdspladser, hvor vi med vores budgetlægning og økonomistyring skal vi være en servicepartner for den øvrige organisation. Jeg glæder mig især til at hilse på kommende kolleger, ledere og politikere”.
Jacob Studsgaard er uddannet cand.scient.pol. og har mere end 10 års erfaring, blandt andet som økonomichef i Styrelsen for Patientsikkerhed og økonomichef i Patientombuddet. Privat bor han i Næstved.