Ringsted Børnefestival finder sted den 11. juni 2016, og her kan du opleve Kalle fra Ramasjang.
Kalle hitter i øjeblikket med sin Danmarks Tour på DR Ramasjang. Han er taget på denne tur for at høre, hvordan Danmark lyder. Kalle elsker sjove lyde, og han kan finde dem overalt. Han mener nemlig, at der er musik i alt, og at alt er musik. Nu er turen kommet til Ringsted, så det bliver spændende, hvilke lyde børnene kan lave.
Kalle kan spille og slå på alt, og han vil prøve at slå rekorden for verdens hurtigste trommeslager, spille sange fra Ramasjang udsendelserne, og til sidst kan publikum være med til at lave en hyldestsang til Ringsted.
Alt kan og vil ske, når Kalle lander på Ringsted Børnefestival.
/Stine Amanda