”Ringsted kæmper flere steder med butiksdød og menneskemangel,” melder de konservatives borgmester kandidat, Andreas Karlsen, og fortsætter; ”Alt for få turister og besøgende fra Outlet-området kommer op i midtbyen og besøger vores restauranter, attraktioner og butikker.”
Udviklingen i området er naturligvis positiv, og det er glædeligt, 2,3 millioner årligt besøger Outlet-området. Den udvikling forventes kun at fortsætte. Ud over en række velbesøgte butikker og en stor biograf, så åbner der snart en masse nye forretninger på pladsen ud mod motorvejen ved Ringstedet og Falck-stationen. Bl.a. Elgiganten, Jysk og Harald Nyborg.
”Men Ringsted by skal hænge sammen. Der er et stort uudnyttet potentiale i en kobling mellem Outlet-området og midtbyen,” påpeger Karlsen. ”Vi udnytter slet ikke potentialet til fulde, og værre endnu, så er Ringsted by desværre reelt blevet delt i to: Den gamle midtby og området omkring Ringsted Outlet.”
Det Konservative Folkeparti i Ringsted foreslår, at der udarbejdes en samlet strategi for, hvordan det fulde potentiale i de mange besøgende ved området i og omkring outletcentret kan udnyttes til fordel for hele Ringsted. Ikke kun for at løfte midtbyen og binde Ringsted sammen, men også for at understøtte besøgstallet for seværdigheder, virksomheder og attraktioner rundt om i hele kommunen.
”Vi konservative foreslår at få lagt en samlet professionel strategi for hvordan vi i højere grad udnytter potentialet i de 2,3 millioner årlige besøgende i Ringsted Outlet, samt får bundet midtbyen og Outlet-området sammen,” slår Karlsen fast og understreger vigtigheden af, at Ringsted by skal hænge sammen.